Nusa Kembara

Jeg husker morgenvinden mod armen, da jeg trådte ud på dækket af Nusa Kembara, og det første lys strejfede kalkstensspidserne på Wayags høje øer. Stilheden blev kun brudt af en svag klang fra sejlene og et fjerkræs skrig i det fjerne. Vi havde lagt til for natten, langt fra enhver landsby, og at vågne der føltes som at stå ved verdens ende. Båden summede af rolig effektivitet – ingen høje motorer, kun det bløde sving i træ og vand.

Dette var ikke mit første liveaboard, men Nusa Kembara overraskede mig med, hvor rummelig den virkede, selvom der kun var to køjer. Besætningen kendte vores navne ved morgenmaden, og rejsens rytme udviklede sig uden stress. En eftermiddag lagde vi til ved Cape Kri i Dampier Strait. Jeg dyppede mig ned og inden for sekunder svømmede en skole batfish rundt om mig, så tæt, at de blokerede sollyset. Dykvejlederen pegede på en dværg-søhest gemt i koraller, ikke større end min knytnæve. Dette var ikke bare dyk – det føltes som aftaler med det uventede.

Selve båden, bygget i 2022, bevægede sig formålsmæssigt. Med sine 41 meter skar den igennem strømmen mellem øerne uden besvær. En aften klatrede vi op til soldekket efter middag. Himmelen var tyk af stjerner, ingen bybelysning til at sløre dem. Kaptajnen pegede på stjernebilleder og rakte mig et kikkert, der fangede en fjern atol, hvor lygter blinkede fra mangroveskoven. Der var ingen musik, ingen tvungen underholdning – kun varmen fra et velholdt rum, hvor man faktisk kunne høre havets åndedræt.

Vi brugte en hel dag i det sydlige Raja Ampat og stoppede ved et lille rev nær Arborek. Efter snorkeldykkeriet blev vi inviteret i land til en selvbygget træbro, hvor en lokal familie serverede frisk ananas og fortalte historier på brudt engelsk. Tilbage om bord havde kokken lavet en papayasalat med kokos, der smagte nøjagtigt som stedet – frisk, ren og lidt vild. Måltiderne blev serveret på bagdækket, hvor bordet var langt nok til, at vi alle kunne spise sammen uden at trænge.

På vores sidste morgen lå vi for anker under de dramatiske klipper ved Piaynemo. Jeg svømmede lidt væk fra båden og kiggede tilbage på Nusa Kembara, der dinglede stille i det smaragdfarvede vand, dens teakrelinger poleret glatte, sejlne i bund. Den var ikke flot – ingen gyldne detaljer eller spejlvægge – men alt fungerede. Dusjen havde god vandtryk, ventilatoren i køjen kørte hele natten, og mit dykkeudstyr var altid tørt og klar. Det var den slags båd, der lader stedet tale for sig selv – mens den sørger for, at du aldrig er ubehagelig undervejs.