Otium

Vi holder Otium let forstævns tung, når vi kører vestpå gennem Dampier Straits ujævne vand – det giver en blødere køreoplevelse for gæster, der lige er kommet af en lang flyvetur. På 48 meter er hun ikke lille, men at manøvrere hende gennem snævre kanaler mellem Wayag og Sail kræver præcis gashåndtering, især ved daggry, når morgensolen flader bølgerne og skjuler dybden. Vores besætning har sejlet disse ruter i over et årti, og vi planlægger vores indsejling så vi undgår tværstrømme ved Mioskon eller tidevandsstrømme nær Cape Kri. Dette er ikke en båd bygget til overfyldte ankerpladser. Hun er designet til at ligge alene, stille, i afsides bugter, hvor den eneste lyd om natten er mantaer, der fanger føde.

Otium har kun ét kahyt. Det betyder to gæster, ikke flere. Mens andre både bygger kabys til at maksimere kapaciteten, har vi skåret layoutet ned til ét enkelt mastersuite med privat adgang til øverste dæk. Der er ingen fælles salon, ingen kø til badeværelser. Du vågner til lyden af besætningen, der laver kaffe på bagdækket, ikke til fodtrin fra nabokahyt. Suiten har et king-size seng monteret på gimbals, teakskabe bygget til at klare kuling på åbent hav, og en regndusche med konstant tryk – også når generatorerne starter.

Raja Ampats bedste dyk er ikke planlagt efter tid, men vi planlægger omkring tidevand. En typisk rute starter ved daggry med en landgang på Gam Island for at se paradisfuglenes parningsplads, mens båden flytter sig til Boo Windows – den tynde sandbar, der deler to dybe kanaler. Sidst på formiddagen driver vi langs de bløde koraller ved Arborek Jetty, hvor dværgesøhestene klamrer sig til havvifter ikke bredere end en finger. Eftermiddagen er til stille steder: mangroverødder ved Yenbuba, hvor wobbegong-hajene sover under rødder, eller medusøsøen på Kakaban, hvis vi svinger østpå mod Misool.

På længere ture ligger vi til ankers i Fam-øerne, hvor kalkstensklipperne rejser sig lige ud af 80 meters vand. Besætningen gør tenderne klar tidligt – vi bruger dem ikke kun til dyk, men også til landinger, hvor der ingen stier er, ingen markeringer, bare urørt kyst. Et af vores favoritsteder er en skjult lagune nær Salyawatif, kun tilgængelig ved højvande og lav strøm. Vi har kolde handklæder og frisk papaya klar efter hvert dyk, ikke fordi det er forventet, men fordi når man har været 40 minutter på 30 meters dybde og set skuer af fusilierer svømme gennem det blå, er man udmattet, når man kommer op.

Tilbage om bord serveres måltiderne under stjernerne, hvis bølgerne tillader det. Køkkenet kører på induktion, så supper ikke skvulper, og saucer forbliver emulgeret. Vi køber revfisk dagen før afrejse fra bæredygtige fiskere i Waisai, og vores kok marinerer den i gurkemeje, lime og fakkelgurk. Ingen menu er den samme – vi justerer efter hvad der er fanget, hvad der er i sæson, og om du lige har afsluttet en fem-dykrunde. Dette er ikke et flydende hotel. Otium er et arbejdsskib, med dyktankene stablet på hoveddækket og navigationkort hæftet op ved styret. Men hun bevæger sig med et formål, og kun i én retning: længere ind i de stille områder.