About Sea Safari 6
Det første, jeg lagde mærke til, var ikke dykkerudstyret på det polerede teaktræ eller solopgangen over Wayags skarpe øer – det var stilheden. Klokken 05:30, med motorerne slukket og kun lyden af vandet, der klappede mod skroget, havde besætningen allerede manøvreret Sea Safari 6 perfekt ind under en himmel farvet i korallerød og violet. Ingen råben, ingen metalraklen. Et enkelt termos med stærk javanesisk kaffe dukkede op ved siden af mig – uden at jeg havde bedt om det. Sådan er rytmen om bord: præcis, diskret og dybt forbundet med Raja Amrats puls. Med sine 36 meter er hun ikke den største i flåden, men de seks kabiner og plads til 20 gæster skaber en intim oplevelse uden at føles trangt.
Vi startede ved Cape Kri lige efter morgenmad. Nedstigningen gik lynhurtigt – ingen lange svømmeafstande, takket være det interne dykkerplatform, der blev sænket få minutter efter, at vi havde lagt til. Klippevæggen forsvandt ned i den blå tomhed, tykt beklædt med skuer af fusilierfisk så tætte, at de formørkede lyset. På ét enkelt dyk så jeg syv wobbegong-hajer, rullet sammen i sprækker som gamle tæpper. Sea Safari 6’s dykkerteam kendte stedets rytme: hvor strømmen ville løfte, hvor de dværg-sydhavsheste klamrede sig til havpennerslør på 22 meters dybde. Mellem dyk ventede kolde handklæder og frugtskiver på øverste dæk. I det skyggefulde salon lå fiske-ID-bøger klar – med håndskrevne noter i kanten.
Hver aften ændrede vi ankerplads. En nat lå vi tæt på Arborek, så tæt, at vi kunne høre børnenes latter fra kysten før solnedgang. En anden nat var vi i Dampier Strait, hvor vandet var så rigt på plankton, at det lyste under månen. Måltiderne blev serveret fællesskabsagtigt: friskgrillet mahi-mahi fra samme dag, sambal lavet hver morgen og papaya fra Sorong. Der var ingen buffet, intet plast – kun porcelæn og metalstrå. Generatoren gik i dvale klokken 22:00 og blev erstattet af batteridrevne dækslygter, der ikke forstyrrede havbunden.
Mesterkabinsen, placeret foran på nedre dæk, havde en privat dør direkte til dykkerplatformet – ideel for fotografer, der skal ud tidligt. Men selv standardkabinerne, alle med dusche og rigtige ventilationsriste (ikke bare ventilatorer), forblev kølige hele natten. Jeg så besætningen skrabe ankerkæden rent hver morgen – en ritual, de fleste både undlader. På dag tre, da vi kom op ved Misools Nudi Rock, svømmede en manta lige under os, dens skygge bevægede sig over koralklumperne. Ingen råbte. De havde set det før. Og vidste, det ville ske igen.
