About Prana by Atzaro
Vi ligger med stævnen mod strømmen lige uden for Dampier Strait, mens det første lys rammer kalkstensformationerne. Prana by Atzaro måler 55 meter – ikke den største her, men med sit dæk og stabilisatorer holder vi stille, mens gæsterne glider ned i vandet, hvor wobbegong-hajer og blåringe-blekheder allerede er i gang. Jeg har sejlet disse farvande i 18 sæsoner, og denne båd reagerer som en langline-fiskerbåd – præcis, ingen forsinkelser, selv når vi drejer for et driftdyk ved Cape Kri. Hendes størrelse betyder, at vi ikke fylder for meget. En aften ligger vi for anker ved Mioskon med kun tre andre både i sigte – og vandet er helt vores.
Vi sejler efter et 3D2N-mønster gennem Raja Amrats kerne: Misool i syd, Wayag hvis vejret tillader det, men oftest arbejder vi de snævre kanaler mellem Gam og Batanta, hvor næringsstigninger trækker mantaer næsten dagligt. Første dag går vi om bord i Sorong, laster udstyret på bagskips dykkerdæk, og allerede klokken 14:00 svæver vi over koralltæpperne ved Arborek Jetty. Guiden banker på sin flaske og peger – et par dværg-sydhavestikler krøllede sammen i gorgonien. Ingen hast. Vi kommer op, tørrer af på overdækket, deler frisk papaya og limejuice. Kokken er fra Manado. Han ved, hvordan man balancerer chili med kokos, så det sidder i maven efter seks dyk om dagen.
De ni kabiner grupperer sig omkring en central gang, alle med ensuite-badeværelse, regndusje og individuelt styrbar aircondition – afgørende når fugtigheden stiger over 85 %, og man har båret flasker hele formiddagen. Dykkerdækket er udstyret med 12L-aluminiumstank, lavtryks-opblæsere og skyllebassiner med løbende vand. To kompressorer arbejder i tandem, så vi aldrig står og venter. Prana by Atzaro har to redningsbåde, ikke kun til landinger, men også til natsejladser langs mangroveskoven, hvor gæsterne ser fladfisk skære gennem det bioluminescerende vand. Anden dag vågner vi klokken 05:30 til et strømfyldt driftdyk ved Yiliet, og eftermiddagen bruger vi ved Sagof Passage, hvor de hårde koraller klamrer sig til væggen som glasmaleri.
Tredje morgen navigerer vi gennem de kalkstensagtige fingre nær Wayags berømte udsigtspunkt. Vi går ikke i land, medmindre gæsterne virkelig vil – stigningen er stejl, og det rigtige show er under vandet. I stedet lægger vi anker ved en ø, lancerer kajakkerne, og lader folk padle, mens besætningen tænder grillen. Spakabinen er åben indtil klokken 18:00 – 90 minutters massager med frangipani-olie, der bookes til morgenmaden. Ingen har travlt. Vi planlægger returen til Sorong til tidlig eftermiddag, afhængigt af tidevandet, så gæsterne kan nå aftenflyvningerne uden stress.
Vi sejler ikke til Komodo. Denne båd er bygget til Raja Amrats labyrint – de skarpe sving, de pludselige bølger, de ankerpladser, der kræver lokal viden. Vores besætning kender hver enkelt sandbank fra Mioskon til Kri. De justerer landgangsbroens vinkel, så du ikke snubler, når du kommer om bord efter en bølge. Vi har EPIRB, satellittelefoner, fulde iltkits – standard her, men vi tjekker dem dagligt. Når moussonen nærmer sig, omarrangerer vi ruten. I november sidste år udskiftede vi et Misool-afsnit med en beskyttet rute omkring Arborek og Wayil – og koraldækningen var tykkere, end jeg har set i fem år.
