Lamima

Den første morgen vågnede jeg før solopgang ikke til en alarm, men til det svage knirk i teak og duften af kaffe, der steg op fra køkkenet. Jeg trådte barfodet på dækket og fandt himlen allerede at bløde bag Batanta-øen. Lamima havde flyttet i natten, og nu var vi ankeret i Alor-strædet, fuldstændig alene. Der var ingen motorstøj, ingen fjern hum – kun det enkelte splaske fra et springende fisk og det lavmælte mumlen fra besætningen, der justerede linjer. Jeg satte mig krydsklædt på yoga-decket, omgivet af tykke bomuldstæpper, og så på horisonten, der gik fra indigo til coral.

Vi tilbragte den første fulde dag i Dampier-strædet, dykkede på Manta Sandy lige efter morgenmad. Det var ikke blot én eller to manta-hajer – der var mindst otte, der glided i langsomme cirkler, tæt nok til, at jeg kunne se mønsterne på deres rygge som fingeravtryk. En haj holdt direkte over mig, med munden åben, og filtrerede plankton. Efter frokost på soldekket snorklede vi ved Cape Kri, hvor revet falder af i blåt. Jeg talte fem forskellige arter af pygmæ-hajer i en enkelt koralfyrtebusk, og en vobbegong-haj, der lå under en overhængende klippe. Vandet var varmt, men strømmen stærk, og besætningen havde sat et overfladesignalbue oppe på overfladen, så de kunne følge os.

Lamima føltes som en flydende landsby. Med sine 65,2 meter er hun enorm, men layoutet holdt tingene intime. Vores kahyt var på den nederste dæk, forrest, med tvillingeruder, der blev åbnet under overfarter. Om aftenen kunne jeg se vuggende efterladenskaber, der glødede med bioluminiscens. Spisesalen var åben luft, bag hovedmasten, hvor måltider blev serveret familie-stil på håndskarvne træplader. En aften grillet kaptajnen frisk wahoo med kurkuma og lim, og vi spiste under en himmel, der var så tæt med stjerner, at jeg endelig forstod, hvad Mjølnehavet hedder.

Dag to tog os til Wayag, selv om vi ikke landede på det berømte top. I stedet kajakkerede vi gennem limestoneøer på vandniveau, og vovede mellem de grønne tårne. Eftermiddagen var fri – nogle gæster fik massage i spa-kahytten, andre brugte den ombord gym. Jeg gik på en solo-padletur ved solnedgang nær Arborek Jetty, hvor en lokal dreng vinkede fra stranden og pegede på en sortnæbbet haj, der kørte gennem de små vand.

Næste morgen var vi ankeret i en smal passage mellem Waigeo og Gam, hvor strømmen løb hurtigt. Vi gjorde en sidste drevsnorkling langs en strøm-sværtet klint, og jeg så en par af forlovede mandarinfisk, der sprang mellem staghorn-koralens grene.

Vi dokkede tilbage i Sorong lige efter morgenmad på tredje dag. Det føltes ikke presset – besætningen havde allerede pakket vores udstyr ind i mærket canvas-sække og havde kold vand på de udlejede tæpper. Det var ikke en typisk ‘liveaboard’-oplevelse. Det var mere som at blive inviteret på en privat ekspedition af mennesker, der kendte disse vand på dybden. Jeg savnede ikke Wi-Fi. Jeg savnede ikke menneskemængden. Jeg savnede stillehed.