Ombak Biru

Første morgen vågnede jeg før solopgangen til lyden af teak, der knirkede stille, og bølger, der blødt slog mod skroget. Barfodet trådte jeg ud på dækket med et tyndt tæppe om skuldrene og så himlen over Wayag gløde pink bag de kalkstensagtige tårne. Der var ingen skynding, ingen menneskemængder – kun Ombak Biru, vandet og dagen, der langsomt åbnede sig. Båden føltes mindre som et fartøj og mere som en stille tilskuer i en verden, der endnu ikke var vågnet.

Vi var gået om bord aftenen før i Sorong, efter en kort tur fra lufthavnen. Besætningen – 18 mand til kun 16 gæster – bevægede sig med ro og effektivitet, hjalp med bagagen, rakte kølige handklæder og frisk limonade. Jeg fik vist min kabine, en af otte, placeret på nedre dæk. Den var kompakt, men smart løst: ægte træbeklædning, et rigtigt garderobe, tykke bomuldssejler og et ensuite med varmt vand, der aldrig slap. Køleskabet summede lige nok til, at man lagde mærke til det – og så glemte det.

Vores dage udviklede sig i en rytme, der føltes både planlagt og spontan. En morgen lå vi for anker i Dampier Strait, og allerede klokken 6.30 var vi i vandet ved Cape Kri. Strømmen var stærk, men dykkerinstruktøren gav en klar briefing med håndtegn, vi alle genkendte. Jeg drev over koraller, så tæt befolkede med fisk, at de lignede levende stof – barracuda, dværg-sydhavsheste, wobbegongs krøllede sammen i kløfter. Om aftenen samledes vi på øverste dæk. Ingen høj musik, kun dæmpet snak og lejlighedsvis latter. En aften pegede kaptajnen på stjernebilleder, mens vi drak kryddernel-te.

Anden dag sejlede vi mod Misool. Landskabet skiftede – små øer, turkis laguner, gammel stenaldertegninger synlige på huler over tidevandslinjen. Vi snorklede ved Nusa Laurem, hvor korallerne var så sunde, at de næsten føltes falske. Besætningen havde frokosten klar, da vi kravlede om bord igen: grillstegt mahi-mahi, kokosris og skåret papaya. De huskede, hvem der drak kaffe, og hvem der ville have decaf. En af dæksmændene, Pak Wayan, fortalte historier om at krydse Banda-havet under mousson, mens han tegnede bølgers bevægelser i luften.

Sidste dyk var ved Arborek Jetty. Jeg hang ved 5 meters dybde og så blåbåndede åler svinge med strømmen. En tovet wobbegong glidende under pælene. Tilbage om bord fik vi råbt varme handklæder og frisk ananas. Ingen skyndte sig med at pakke. Selv på en 3-dages tur udvidede tiden sig. Vi gik i land i Waisai næste morgen lige efter morgenmad. Besætningen stod i en række og vinkede, og jeg indser, at jeg ikke havde tjekket min telefon i 60 timer.