Calico Jack

Jeg vågnede af bølgers bløde klask mod skroget og den svage knirk fra teakdækket. Det var lige efter daggry, og båden havde stille smuttet ind i Wayag Lagune i løbet af natten. Gennem det åbne porthul så jeg de kantede kalkstensøer, der lyste pink i det tidlige lys, med deres bundlinje omkranset af turkis. Luften var kølig fra kabinens aircondition, men allerede nu kunne jeg mærke den tropiske varme, der byggede sig op udenfor. Vi var ankommet til Raja Ampat aftenen før, fløjet ind til Sorong og gået om bord på Calico Jack ved skumring. Besætningen havde modtaget os med kolde handklæder og iste med citrongræs, men det var først ved det første morgenlys, at jeg rigtigt forstod, hvor vi var.

Calico Jack er 30 meter poleret træ og stilfærdig luksus – uden at skrige det højt. Der er kun to kabiner, så vi var én af fem gæstepar ombord – ti personer i alt. Denne nærvær formede hele turen. Frokosten blev serveret på øverste dæk, mens vi sejlede mod Cape Kri. Kokken kom med frisk papaya, røræg med krydderurter og stærk lokal kaffe. Klokken 8.30 var vi i vandet, med maske og fins på, og dykkede ned i en verden med kæmpe muslinger, dværgesøheste og revhajer, der snoede sig gennem korallerne. Dykkerstederne – Manta Sandy, Blue Magic, Melissa’s Garden – lød som myter, men de var virkelige, og vi besøgte dem to gange dagligt.

En eftermiddag hiked vi op til toppen af Arborek Island. Stigningen var kort, men stejl, med trin hugget ud i klippen, og i toppen mødte vi en selvbygget træplatform med udsigt over revet. En familie fra landsbyen var kommet med os, og børnene lo, mens de kravlede foran. Fra den højde kunne man se, hvordan atollerne danner en slags undervandsstjernehimmel, hver kranset med grønt og omringet af benhvidt sand. Tilbage på båden havde besætningen sat en sundowner-station op foran dækket. Gin og tonic med lime og en tallerken med grillende revfisk og krydret sambal, der havde simret siden middag.

Vi brugte vores sidste fulde dag i Dampier Strait, hvor strømmene trækker store pelagiske fisk med sig. Jeg er ikke en stærk svømmer, så jeg holdt mig til snorkeldyk ved afgrunden, mens andre tog dybere dyk. Selv fra overfladen så jeg en skole næsehornsfisk, der var lige så store som hunde, og bevægede sig som en enkelt organisme. Bådens jolle kørte os frem og tilbage, altid inden for syne. Den aften ankrede kaptajnen igen i en bugt nær Wayag, og vi svømmede fra bagplatformen under en himmel fuld af stjerner. Intet lysforurenet, ingen lyde bortset fra vandet og det tilfældige plask.

Til den sidste morgen pakker vi langsomt. Der er ingen skynding – vi skulle først tilbage til Sorong til middag. Vi spiste mango på dækket og bladrede i de billeder, dykkeguiden havde samlet. Ti gæster, to kabiner, tre dage i et af jordens mest biodiverse marine områder. Det handler ikke om luksus for luksus skyld. Det handler om at være det rigtige sted, med en lille gruppe, på en båd, der ved præcis, hvordan man bevæger sig gennem disse vande.