Silolona Liveaboard

Første morgen vågnede jeg før solopgangen til den bløde lyd af bølger mod skroget i Dampier Strait. Gik barfodet ud på teakdækket, svøbt i en tynd bomulds sarong fra min koje, og så himlen skifte fra dybblå til lyserød bag Wayags skarpe silhouetter. Luften var kølig, endnu ikke fugtig, og den eneste lyd var den fjerne skrig af en brahminihavørn. Silolona, 50 meter lang, føltes intim – hverken massiv eller trang. Præcis nok plads til at være for sig selv, men aldrig føle sig alene.

Vi startede vores dyk efter morgenmaden ved Cape Kri. Guiden rakte mig en tablet med dykplanen – dybde, tid, strøm – og jeg husker, hvordan alt føltes så præcist i forhold til de kaotiske liveaboards, jeg havde læst om online. Revvæggen faldt stejlt, og inden for minutter var jeg omgivet af fusiljere så tætte, at de blokerede sollyset. En kæmpe trevally kredsede længere nede. En af besætningen havde dagen før peget på en wobbegonghaj gemt under en klippekant, og netop der lå den, kamufleret som revnet koralskrog. Jeg kom op med et smil, min regulator stadig i munden, og dykkertenderen var allerede ved siden af med en flaske kølig kokosvand.

Tilbage på dækket stod frokosten klar under en skyggeværn: grillstegt mahi-mahi, jakfrugtsalat og sambal matah med præcis så meget styrke, at jeg greb efter endnu et glas iste med citrongræs. Opholdsområdet havde dybe puder og et lavt bord med indonesiske billedbøger – ikke de glatte brochurer fra billige både, men ægte fotobøger om Vestpapuas stammer. Om eftermiddagen lagde vi til ved Sagewin Island. Jeg tog kajakken ud lige før guldens time. Mens jeg padlede mellem de små øer, skræmte jeg et par buff-banded rails, der skyndte sig over mangroverødder. Vandet var så klart, at jeg kunne se hver enkelt sten på bunden.

Anden aften satte besætningen en projektor op på øverste dæk. Vi så en dokumentar fra 1970’erne om koralspawning, pakket ind i tæpper med varm mælk og lokalt ingefær. Ingen Wi-Fi, ingen høj musik – kun en sjælden knasen fra højttaleren og det bløde mumlen mellem gæsterne mellem scenerne. Næste morgen gjorde vi et sidste dyk ved Melissa’s Garden. Reven var et mozaik af bløde koraller – lilla gorgonier, orange havvifte, lyserøde piskkoraller, der svingede med strømmen. Da jeg kom op, så jeg, at Silolona Liveaboard havde sejlet tættere på en flo pilsformede øer. Vi snorklede fra redningsbåden, og jeg fik øje på et par dværgseheste, der klamrede sig til et havvifte ikke større end min håndflade.

Da vi vendte tilbage til Sorong onsdagens eftermiddag, havde jeg holdt op med at tjekke uret. Bådens rytme – dyk, spis, hvil, gentag – havde erstattet den stress, jeg var ankommet med. En af medarbejderne rakte mig en lille vævet pose med en stang frangipanisåbe fra kojen som afskedsbidrag. Det var ikke overdådig luksus, men det føltes gennemtænkt. Ægte. Jeg ville ikke gå i land.