Bombana 2

Første morgen husker jeg duften af friskbrygget kaffe og nyhuggent træ på øverste dæk. Vi havde lagt til for Padar aftenen før, og fra udsigtsplatformen så øens bueformede røg ud som noget formet af vind og tid, ikke geologi. Luften var kølig – lige akkurat nok til, at fløjlsækket over skuldrene føltes rigtigt. Nede under os satte besætningen allerede dæksbordet – frugtplader, blødkogte æg, toast med lokal honning. Ingen skynding. Det var rytmen: afslappet, men aldrig inaktiv.

Vi var gået om bord på Bombana 2 sent eftermiddag i Labuan Bajo. Den 60-meter lange skrog lå lavt og solidt i vandet, to master rejste sig som vagter. Efter velkomstdrikken – lime, citrongræs og noget sprudlende, jeg ikke kunne navngive – smed vi anker ved Kelor. En kort gummibåd tog os i land, hvor vi vandrede op til udsigtsstedet før solnedgang. Udsigten slog pusten fra mig: fem øer strakte sig i alle retninger, havet skiftede fra turkis til dyb indigo. Tilbage om bord blev middagen serveret under lyskæder – grillede mahi-mahi, sambal og stegte kangkung. Bordet var langt, og vi sad alle sammen, byttede historier.

Anden dag startede før daggry. Vi stod på dækket klokken 5:45, indpakkede i jakker, mens båden gled mod Padar. Vandrestien op var stejlere, end den så ud, men solopgangen var det hele værd – gyldent lys strømmede ind i bugten efter bugt. Sent om formiddagen snorklede vi ved Komodo Island, derefter vandrede vi gennem sletterne med en ranger. At se dragerne tæt på var surrealistisk – deres haler slæbte, kæber let åbne, øjne som polerede sten. Eftermiddagen brugte vi på Pink Beach, hvor sandet virkelig har en rosenfarvet nuance fra knust koralskelet. Så Manta Point: jeg drev ovenover i næsten tyve minutter, mens deres vinger skar gennem vandet.

På den sidste dag besøgte vi Taka Makassar – en sandbank, der ved lavvande dukker op som en optisk svindel. Vi gik hele strækningen, tog billeder, svømmede ud til Kanawa, hvor koralklipperne falder brat ned i det blå. Besætningen havde sat stiger og svømmeveste ud fra bagskibet. Nogle af os snorklede, indtil læberne føltes følelsesløse. Da vi sejlede tilbage mod Labuan Bajo, var stemningen stille. Ikke træt – bare fyldt. Vi havde set fem øer, tre slags hajer og flere stjerner, end jeg vidste var muligt. Bombana 2 tog overfarten i fuld ro – ingen kuling, kun en jævn summen fra maskinerummet.

Bombana 2 er ikke flashy. Kabysserne er rene, træværket ærligt, servicen opmærksom uden at være påtrængende. Hvad den gør godt, er plads: brede dæk, en øverste lounge i skygge under sejlklæde, et spisebord, hvor ingen føler sig klemt. Jeg delte kabyssen med min partner – den var stram, men sengen fast, klimaanlægget effektivt, og porthullet lod havbrisen strømme ind. Vi gik mest i bare tæer. Det føltes rigtigt.