About Jinggo Janggo
Det første, jeg lagde mærke til, var ikke det polerede teak eller de stramme hvide sejl – det var stilheden. Klokken 5:47, mens Jinggo Janggo gled ind i bugten ved Padar Island, bevægede besætningen sig som skygger, sikrede tovværk uden et ord. Ingen motorer brølede, ingen kæder klirrede. Kun det bløde plas af vand mod skroget og et svagt knirk fra det ældede træ, der sættede sig i den kølige daggry. Klokken 6:02 stod jeg på stranden og vandrede op ad serpenterne, mens solen strømmede over de savtakkede klipper og forvandlede fem-sandsbugten til et farvespil af koralle og guld. Dette var ikke tvunget skuespil. Det føltes fortjent.
Senere samme formiddag, forankret nær Komodo Island, ændrede rytmen sig. Dinghyyen satte os af ved Loh Liang kaien lidt efter 9, tidsmæssigt planlagt for at undgå middagsheden og krydstogtskibenes folkemængder. Rangere instruerede os på Bahasa, oversat i dæmpede toner af vores guide, inden vi satte kurs mod den tørre savanne. Vi så otte drager – den største hvilede ved en ferskvandsdam, kæberne let åbne, halen, der bevægede sig mod fluerne. Vandruten varede 75 minutter – præcis og sikkert – med flaskevand ved midtvejs-pausen. Tilbage om bord klokken 12 ventede kolde handklæder og iste med lime under den skyggefulde spiseaflukning.
Jinggo Janggo giver sig ikke ud for at være et flydende hotel. Med sine 22 meter er den kompakt bygget til intimitet, ikke spektakel. Der er én kahyt, der tager to personer, men med plads til fem gæster formoder jeg et andet soveområde – måske ombygget, måske skjult under dækket – men layoutet foretrækker åbne arealer frem for opdeling. Måltiderne serveres på bagdækket: grillstegt skipjack med sambal matah, papayasalat, stegte bananer. Ingen hvide dug, men tallerkenerne er rene, bestikket er rigtigt. Ved Manta Point cirka klokken 14 drev vi sammen med revhaier og to manta, der cirklede om forstavnen, vingerne flappede i slowmotion. Besætningen kastede snorklerne og maskerne i, som de havde lagt frem en time i forvejen – forvasket, slangerne rullet.
Aftenen forankret vi ved Kalong Island, himlen blev kulsort klokken 18:30. Tusindvis af frugtflagmuse brød ud fra mangrovesumpene, et hvirvlende sort spirale mod skumringen. Vi spiste grillstegt majs og drak varm Bintang på sundeck, det eneste lys var en enkelt lygte, der svingede fra masten. Der var intet Wi-Fi, ingen musik fra højttalere. Kun samtale, det enkelte plask af en springende fisk. Næste morgen vågnede vi ved Taka Makassar – grumset turkis, sandflager, der dukkede op ved lavvande. Klokken 10 svømte vi ved Kanawa, hvor revet rejste sig skarpt fra dybet, levende med skarver og klovnefisk i anemoner. Returen til Labuan Bajo tog to timer under motor, ankomst lidt før klokken 14 – tid til at nå eftermiddagsflyene.
