About Pinta Phinisi
Jeg husker, hvordan jeg stod barfodet på agterdækket klokken 06:18, solvarmeddet var stadig køligt fra natten, mens jeg betragtede de første røde striber ramme Padar Islands bjergkam. Motoren havde været slukket i en time — Pinta Phinisi var gledet ind i bugten før daggry og lå fortøjet lige udenfor tangsøjlen, så vi ikke skulle vågne af ankerkæderne. Det var der, jeg indså, at dette ikke var en båd bygget til at imponere. Den var bygget til stilhed. Med sine 30 meter er hun lang nok til at skære gennem Savu-havets dønninger uden vibration, men samtidig lille nok til, at besætningen på fem kendte min kaffepræference allerede ved anden solopgang.
Konfigurationen med én kahyt ændrer alt. Man kæmper ikke om plads, solopgangspladser eller dykkerguider. Da vi ankrede op ved Manta Point, blev speedbåden med glasbund lanceret stille — ingen larmende udenbordsmotor, blot en elektrisk assistent — og vi drev ind over rensestationen, mens tre Manta-rokker cirklede nedenunder, deres vingespidser rørte op i sandet. Dækbesætningen pegede i tavshed med revvenlige lommelygter, ingen råb, ingen plask. Senere paddlede jeg et standup-board ved Kalong ved lavvande, mangrovens rødder som sorte tænder i det lavvandede, mens resten af båden blev liggende og lod mig have øjeblikket helt for mig selv.
Jeg sov med altandøren åben. Ikke på grund af aircondition — selvom kahytten holdt køligt — men fordi jeg ville have lyden af bølgerne mod skroget ved Sebayur, hvor vi ankrede op på dag 2 efter Komodo-dragevandringen. Den private altan er ikke bare en platform; den er svagt vinklet fremad, så man vender mod vandlinjen, ikke kun horisonten. Ved skumring lå jeg på dagsengen på sundækket med en enkelt bog og betragtede flyvende fisk hoppe hen over bovbølgen, deres skygger skarpe i det sene lys.
Morgenmaden kom præcis klokken 7:30 — bananpandekager med lokal palmesukker, serveret på keramik, ikke melamin. Det betød noget. Ligesom det faktum, at snorkeludstyret lå fremme aftenen før, skyllet og klart, hver maske mærket med en lille farvet prik, så man ikke fumlede i daggryet. Frokosten var grillet mahi-mahi med jackfruitsalat, spist på fordækket mens båden sejlede fra Taka Makassar til Kanawa. Ingen buffetkøer, intet plastikbestik. Middagen var mere afdæmpet: misoglaseret tun, fakkelbelyst, med én enkelt højttaler, der spillede atmosfærisk guitar.
På sidste morgen, da vi drev over korallerne ved Kanawa, forstod jeg Pinta Phinisis rytme. Hun skynder sig ikke for at afkrydse destinationer. Hun dvæler. Besætningen planlagde vores afgang fra Pink Beach, så vi undgik dagsturisterne med 40 minutter. Ved Kalong ventede de, indtil himlen var blevet indigo, før motoren blev startet. Dette er ikke koreografi for fremvisning. Det er logikken hos en båd, der kender Komodos tidevand som sit eget åndedræt.
