Barakati

Det første morgengry ramte teakdækket, mens vi lå for anker ved Kelor – køligt og gyldent, med tåge, der snoede sig op fra havet. Jeg husker, hvordan jeg sad med en tyk keramikmug fuld af sød balinesisk kaffe, svøbt i en tynd sarong mod den friske morgenbrise, og så geckoen skyde frem mellem de polerede træplanker. Båden lugtede af salt og friskbagt brød fra køkkenet, hvor kokken allerede trak guldbrune bananpannekager ud af panden. Det stille øjeblik satte tonen – ikke pompøst, men dybt rodfæstet, som om båden havde ventet på os i disse farvande i årevis.

Vi var gået om bord på Barakati sent eftermiddag i Labuan Bajo, efter en hurtig sikkerhedsbriefing og tildeling af kabine. Min partner og jeg fik Bonelalo Room Deluxe, placeret midtskibs med en solid dør og to porthuller, der holdt vi åbne om natten for at få brisens friske luft. Sengen var fast med et åndbart bomuldsdækket, og der var en rigtig læselampe over hovedet – ikke bare en lysstribelampe. Ingen aircondition, men en kraftig ventilator i loftet, der summede sagte, og vi savnede aldrig mere.

Anden dag begyndte med Padar Island ved daggry. Vi gik op ad stien lige efter 05:30, mens luften stadig var blød, og lyset kastede lange skygger over det lyserøde sand nede under. Udsigten fra saddelen skuffede aldrig – men det, der overraskede mig, var, hvor stille det føltes, selvom der lå nogle få andre både. Efter vandreturen snorklede vi ved Komodo, og så sejlede vi videre til Pink Beach til frokost, hvor sandet virkelig lyser, når solen står højt. Besætningen havde sat skygge til med tørklæder og kolde våde handklæder på dækket, og jeg tilbragte eftermiddagen med at læse under en parasol, den ene fod nede i det klare vand.

Midt på eftermiddagen kom højdepunktet: at dyrke ved Manta Point. Vi drev med strømmen i næsten 40 minutter, finnerne lige under overfladen, mens fem mantarokker cirklede under os – nogle så tæt, at jeg kunne se mønstrene omkring deres mund. Guiden holdt sig tæt på og rørte let ved min skulder for at vise mig en rensefisk på en kæmpestor vinge. Tilbage om bord ventede en kold limesoda og en brusebad med rigtig vandtryk. Aftenen sluttede med, at vi så himlen blive orange bag Kalong Island, hvor tusindvis af frugtflag stirrede ud fra mangroveskovene ved skumringen – et svævende sort sky mod den blåtgyldne himmel.

Den sidste morgen lå vi for anker ved Taka Makassar, den sandbank, der dukker op ved lavvande som en mirage. Vi vadede ud til den, lo af os selv, mens vi sank lidt ned i det bløde hvide sand, og svømmede derefter ud, hvor det blå bliver dybt. Dernæst kom Kanawa, med koraller kun 20 meter fra kysten, fyldt med papegøjefisk og klovnefisk. Turen tilbage til Labuan Bajo var jævn, motoren en rolig puls under spisekabyssen, hvor besætningen serverede en sidste tallerken stegte bananer og stærk kaffe. Først da båden standsede, indså jeg, hvor meget jeg havde lært at stole på dens rytme.

Barakati er hverken den største eller mest moderne phinisi, men den føltes ægte. Træet knager i varmen, sejlene rulles ikke altid ud – men besætningen kender kanalerne som deres egen hånd. Vi missede solopgangen den sidste dag, fordi ankeret tog længere tid at løfte, end vi regnede med – men ingen virkede stresset, de justerede bare planen. Det mindede mig om, at det her stadig er vild natur, og båden, for alt dens komfort, er en del af den vildmark.