Derya

Første aften sagde alt. Da solen forsvandt bag Kelor’s skarpe silhuet, serverede besætningen grillet fisk og papayasalat på bagdækket. Jeg sad med korslagte ben på en pude, vinden stod stille, og det eneste lyd var lyden af bestik og fjern bølger mod revet. Der var kun seks af os på turen – langt under Derya’s kapacitet på 13 gæster – så hele styrbordssiden føltes som min egen. Den ene kahyt, skjult bagest, havde brede ventilationsriste, placeret for at fange aftenens brise uden at ofre privatliv.

Derya er 22 meter træ-phinisi bygget til funktion, ikke pynt. Salonen er kompakt, men smart indrettet: et klapbart bord til måltider, loftsvifter, der faktisk får luften til at bevæge sig, og opbevaringsrum under bænkene. Klokken 5:30 om morgenen på anden dag havde besætningen allerede skiftet anker stille fra Pink Beach til Padar og placeret stævnen perfekt til solopgangsfotos uden at vække gæsterne. Jeg lagde mærke til, hvordan de brugte håndtegn under morgentransitter – ingen råben, bare stille koordination.

Rytmen i den 3D2N tur var velafprøvet. Efter vandringen på Padar afkølede vi os med en lang snorkeltur ved Manta Point, hvor strømmen førte os blidt langs revkanten. En manta svømmede tæt på, dens vinge strejfede knap en meter fra mine fins. Derya’s besætning kastede rebstigen ud midt i driften, så vi kunne klatre om bord uden at kæmpe mod bølgerne. Senere, ved Kanawa, lagde de anker i sandkanalen mellem de to rev, så vi kunne svømme frem og tilbage uden bådskygge over hovedet.

Det, der gjorde indtryk, var ikke luksus, men opmærksomhed. Kokken huskede, hvem der drak sin kaffe sort. Styrmanden havde ekstra snorkelremme i sin tørbag. Og da eftermiddagsvinden tog til ud fra Sebayur, justerede kaptajnen kurs let, så vi sejlede i kryds, hvilket reducerede rul. Ved Kalong så vi flagermusene spirale op i mørket fra sundeck, mens vi lå tilbage på solpuder og himlen skiftede til indigo.

Sidste morgen lagde vi anker ved Taka Makassar. Sandbanken dukkede op ved lavvande, og Derya’s lille båd sejlede os ind. Ingen stress, ingen menneskemængder – bare tid til at vade gennem knæhøjt vand og se små krabber skyde mellem korallestykker. Tilbage om bord serverede besætningen frisk kokosnød og stegte bananer, før udstyret blev pakket sammen til returen til Labuan Bajo. Det var ikke flot, men det var præcist, effektivt og i takt med øernes puls.