Kanha Loka

Den første morgen vågnede jeg for lugten af salt og friskbrygget kaffe, der steg op fra dækket. Det var lige efter 5:30, og himlen over Padar Island var blød rosa og guld. Jeg trådte barfodet på det tætte dæk, som stadig var køligt fra natten, og så besætningen, der allerede var i gang med at forberede bådene. Der var ingen hast, ingen skrig – bare stille bevægelse. Denne ro satte tonen. Vi var ombord på Kanha Loka, en 34-meter Phinisi, og fra det øjeblik følte vi en anden rytme. Ikke hastig, ikke overproduceret. Bare os, havet og en solid, godt vedligeholdt båd under vores fødder.

Vi tilbragte morgenen med at vandre på Padars skrænter i stigende varme, og stoppede til at tage vejret og se ned på de halvmåneformede bugter – hvide, røde og gule – som var lagt ud som en kort. Senere, efter en frokost af grillæg og spids sambal på dækket, ankrede vi nær Komodo Island. Rangeren mødte os med en lang stang og en rolig advarsel: 'Hold jer ikke væk fra stien. De overvåger.' At se dragerne tæt på – deres hale trak, munden var lidt åben – var mere primitivt end jeg havde forventet. En åndede sig ud mens det solnedgik nær stien, og viste af med gule tænder som gamle knive.

Den eftermiddag dyrkede vi snorkling på Pink Beach, hvor sandet fik sin farve fra knust koral, ikke nogen turistmyte. Vandet var varmt og revnen var tæt på kysten. Lyseblå stjernetorsk, sjøpindsvin og en langsom rørorm, der var gemt i en kringle, holdt os til at hænge i næsten en time. Men den rigtige overraskelse var Manta Point. Vi sprang i uden at vide, om de ville dukke op. Så inden for få minutter cirklede to store manta-hajer under os, vingerne slog som underjordiske kutter. En passede så tæt, at jeg kunne se mønsteret på dens ryg – som et fingeravtryk.

Den anden aften ankrede vi på Kalong, en lille ø med en mangrove-skov, der kommer til live ved solnedgang. Når solen sank bag træerne, eksploderede tusindvis af frugtdværgflagermus i luften, og svirlede som røg. Vi så fra solterrasse med kold drikke, nogle af os prøvede karaoke under stjernerne. Lydsystemet var ikke perfekt, men ingen bryder sig. Den næste morgen besøgte vi Taka Makassar, en sandbar, der viser sig ved lavvande. Det er sjældent dybt i 200 meter i alle retninger – surrealistisk, som at gå på en spejl. Vi flød på Kanawa efter det, hvor strømmen bringer riftfisk og vandet skifter fra turkis til dybt blåt. Dive-guiden pegede på en lille pigemyreskjoldvinge, der var fastspændt til koral – let at overse, hvis man ikke ser nøjagtigt.

Kanha Loka har fem kabiner, og vi boede i en Deluxe Ocean Cabin. Den var under dækket, men føltes ikke indespærret – stort porthole, rigeligt luftgennemslip, tykt sengetøj. Badeværelset var kompakt, men fungerende, med god vandtryk. Måltider blev serveret familie-stil: store tallerkner med nasi goreng, grillæg, tropisk frugt. Ingenting af den fem-stjernede pretens – bare fyldende, smagfuldt mad. Jeg appresierede det. Solterrasse havde skygge- og sol-zoner, og jeg tilbragte timer dér med en bog, mens flyvefisk fløj væk fra vores skumring.