Kanthaka

Det første, jeg lagde mærke til, var duften af kardemomme-kaffe, der snoede sig op fra køkkenet, da daggryet bredte sig over Padar. Jeg trådte barfodet på tektræsdækket, der stadig var køligt fra natten, og så silhuetten af Komodo-øen i det fjerne. Vi havde lagt til i Kalong aftenen før, og flagmænd svirrede allerede over mangrovesumpene. Der var ingen stress, ingen menneskemængder – kun besætningen, der stille forberedte morgenmaden, og skrogets blide knirk. Dette var ikke en tur. Det føltes snarere som at blive indviet i et fælles hemmelighed.

Kanthaka er 33,7 meter håndsømmet phinisi, men man mærker ikke skibets størrelse, fordi der kun er plads til ti gæster. De fem køjer – Sagara, Nandini, Jivana, Mihika og Aruna – ligger spredt på nedre dæk, hver med god ventilation og private badeværelser, der faktisk fungerede uden pumpeproblemer. Jeg boede i en Mihika-køje, hvor badeværelset var delt, men som havde egen porthul og opbevaringsmuligheder. Om natten var skibet stille. Ingen motorstøj efter klokken 20 – kun lyden af vand, der klaskede mod skroget.

Vi fulgte en klassisk 3D2N-rute, men tidsplanen var mere gennemtænkt, end jeg havde forventet. Første dag startede med en kort overfart fra Labuan Bajo til Menjerite. Vi snorklede sidst på eftermiddagen, hvor solen stod lavt, og revet – med bløde koraller, der vajede som bånd – var nemmest at fotografere. Der var ingen andre der. Den aften spiste vi grillstegt revfisk og jakfrugt-gryde, serveret på rigtige tallerkener, ikke plastik. Kokken huskede kostbemærkninger uden at skulle spørge to gange.

Anden dag startede på Padar, hvor vi besteg øen lige efter solopgang. Udsigten fra toppen – panoramaet over de tre bugter i pastelrosa og blåt – var fuld af dagsbesøgende på det nederste udsigtspunkt, men vores gruppe tog en sidespor, som guiden kendte, og vi havde den øverste ridgeline for os selv. Efter Komodo-øen, hvor vi så dragerne spise af et vandbuffelkadaver (lidt dystert, men ægte), snorklede vi ved Manta Point. To mantarokker kredsede omkring os i næsten tyve minutter. Den ene kom så tæt på, at jeg mærkede vandforflytningen i ansigtet.

Sidste dag besøgte vi Taka Makassar ved lavvande – kun sandbank og turkisblåt vand, ingen mennesker. Så Kanawa til sidste snorkle-session. Besætningen havde pakket en sidste frokost med satay og tropiske frugter, og vi spiste foranpå, mens vi sejlede tilbage. Ingen stress. Ingen præcis aflevering klokken 14:00. De ventede, til vi alle havde taget os tid. Da vi lagde til, følte jeg mig ikke træt. Jeg følte mig omstillet – langsommere, mere opmærksom på tidevand og lys.