Catnazse Liveaboard

Første morgen blev jeg ikke vækket af et vækkeur, men af den bløde lyd af tovværk, der klirrede mod masten, og et strejf af gyldent lys, der krøb hen over vandet bag Kelor Island. Jeg gik barfodet op på dækket, svøbt i en tynd morgenkåbe fra min kabine, og så, hvordan himlen skiftede farve fra indigo til lyserød. Luften var kølig – lige inden varmen fra Floresøen satte ind. Vi var ankommet sent aftenen før og havde lagt til i stilhed efter et enkelt, men generøst måltid med stegt mahi-mahi og krydret aubergine. Holdet havde allerede lagt flippers og maske klar ved dykkerstationen – en lille detalje, men den sagde alt om, at turen ville glide smertefrit.

Hele den første dag handlede om lys. Solopgangen på Padar var det hele værd – selv om den krævede at stå op klokken 5.30. Vandruten op ad serpenterne i halvmørke, ledet af hovedlamper, endte med, at vi sad på ridgen og så solen skylle over øerne og forvandle de rødlige og okkerfarvede klipper til noget næsten urealt. Efter morgenmad ombord sejlede vi videre til Komodo Island. Rangrene stod allerede klar med deres lange stokke. Vi så tre drager tæt på – én gabe, der lå og slubrede ved en vandhul, en anden, der kravlede gennem underbuskene som en langsom, skælklædt flod. På Pink Beach var sandet ikke bare pink – det var rust-rødt på steder, fra skaller af foraminiferer blandet med koraldust. Jeg snorklede lige uden for kysten og fik øje på en lille blæksprutte, der susede mellem stenene.

Manta Point var overraskelsen. Jeg havde set optagelser af mantaer før, men intet forberedte mig på stilheden under overfladen – og så den pludselige skygge, der gled forbi mig. To manta roer, hver bredere end jeg er høj, kredsede rundt om rensningsstationen som urværk. Én svævede lige over mig, gælleåbningerne pulserede, og så svømmede den væk med et vingeslag. Oppe på dækket stod en kold limesoda klar på et fad. Besætningen huskede, hvem der tog sukker. Om aftenen lagde vi til ved Kalong Island. Da solen sank, steg tusindvis af frugtflagmuse op fra mangroveskoven i en langsom, kredsende spiral. Vi så det fra øverste dæk, med fødder, der svingede ud over kanten, mens himlen blev lilla.

Tredje dag startede med et svøm i Taka Makassar. Sandbanken dukkede op ved lavvande som en mirage – en lang, bueformet stribe hvidt sand midt i intetheden. Vi løb rundt som børn, tog gruppebilleder og flød på ryggen i det varme vand. Så sejlede vi videre til Kanawa, hvor revet faldt brat ned i det blå. Jeg holdt mig til grunden og så alligevel en harlekinkobberslange, der klamrede sig til tang. Catnazse Liveaboard’s lydanlæg spillede lav reggae, mens vi sejlede tilbage mod Labuan Bajo. Ingen havde lyst til at pakke. Min kabine – Superior Room Cafasa 1 – var lille, men smart indrettet. Sengen var fast, klimaanlægget effektivt, og kikkerten gav perfekt udsigt til skroglinjen om natten.

Madpakken var konsekvent god – ikke pompøs, men frisk. Morgenmad skiftede: stegt ris den ene dag, bananpannekager den næste, altid med stærk lokal kaffe. Frokoster var buffet: stegt fisk, tempeh, agurkesalat, nogle gange blæksprutte i sort blæk. Aftensmad føltes som begivenheder – satayspyd grillet over en lille ild på dækket, eller en hel bagt snapper med chililime-smør. Der var ingen illusioner om femstjernerservice, men besætningen var opmærksom på en rolig, professionel måde. Ingen henvendelser over højttaler, ingen tvungne aktiviteter. Bare rum, rytme og steder, der fik én til at glemme sin e-mail-adgangskode.