Zada Ulla

Første morgen vågnede jeg før daggry, vækket af tovværkets blide klapren og lugten af salt og diesel i den kølige luft. Vi havde ankrede nær Kelor i løbet af natten, og øens skarpe bakker rejste sig som silhuetter mod en himmel farvet i blommetoner. Jeg kravlede op på øverste dæk i min hoodie, omfavnede en tyk keramikmug med kaffe og så lyset brede sig over havet. Det var ikke kun udsigten – det var stilheden, fornemmelsen af at være et sted, der føles uendeligt og urørt, der ramte mig først.

Zada Ulla er stor – 65 meter poleret teak og rene linjer – men aldrig overfyldt. Med plads til 30 gæster og 11 køjer, var der altid et stille hjørne: en skyggefuld bænk ved det åbne spiseområde, et lounge-sæde ved underholdningsrummet eller en solbænk ved jacuzzien i forstavnen. Vi tilbragte eftermiddagene med at skifte mellem disse steder, læst, sovet eller lyttet til motorbrummen, mens vi sejlede fra bugt til bugt. Besætningen bevægede sig stille, fyldte drikkevarer på, dækkede bord – altid til stede, men aldrig påtrængende.

Vores første dyk var ved Manta Point, lidt over middag på dag 1. Strømmen var svag, og inden for få minutter gled en mørk skygge under os – og så endnu en. Jeg havde aldrig set mantaer så tæt på, og deres størrelse, deres elegance, fik mig til at ånde hurtigere i dykmasken. Senere på aftenen lagde vi til ved Kalong Island og så himlen blive rød, mens tusindvis af frugtflag stirrede ud fra mangroverne, en svirllende sort flod mod solnedgangen. Det var ét af de øjeblikke, der føltes både almindeligt og overvældende – noget folk gør hver dag, men som alligevel tog pusten fra mig.

Dag 2 startede med Padar Island ved daggry. Vi vandrede op ad svingene i halvmørke, nåede toppen lige som solen brød frem, og malede de pink, hvide og sorte strande i gyldent lys. Efter den tørre hede på stien var det ren lettelse at springe i det kolde vand ved Pink Beach. Sandet er virkelig pink – ikke skarpt, men et blødt skær under overfladen, skabt af knust koralskelet. Vi snorklede over rifter fyldt med papegøjefisk og klovnefisk, og drev roligt langs kysten ved Komodo Island, mens vi holdt udkig efter de drager, vi senere så på land.

På vores sidste morgen ankrede vi ved Taka Makassar. Sandbanken trådte frem ved lavvande, en lang bue af hvidt i turkisfarvet vand. Vi vadede ud ved solopgang, tog de sædvanlige gruppebilleder, men stod så bare der, ankeldybt, og så lyset skifte. Så fulgte Kanawa – et hurtigt snorkelstop over sunde koraller, en sidste chance for at se revhaier og blå tangfisk, før vi vendte tilbage til Labuan Bajo. Motoren startede omkring middag, og jeg blev på dækket, indtil kystlinjen forsvandt i horisonten, og følte den særegne blanding af tilfredshed og længsel, der kommer efter en rejse som denne.