Navila

Det første, jeg lagde mærke til, var stilheden. Ikke total tavshed – der var skrogets knirk og bølgers blidt klask mod kroppen – men den dybe ro, der kun indtræffer, når man er rigtigt ude på havet. Jeg vågnede før solopgang på dag 1, svøbt i en tynd bomuldsdragt fra min koje, og gik barfodet op på dækket. Himmelen var stadig indigo, da køkkenet lyste op, og en af besætningen rakte mig kaffe i en keramikmug, uden plast i sigte. Vi var allerede ved at sejle, havnede Labuan Bajo bag os, og luften smagte af salt og morgen uden diesel.

Frem mod formiddag ankrede vi ved Kelor. Jeg snorklede langs revets yderside, mens strømmen skubbede blidt forbi øens spids. Korallerne sad tæt – hjortekroner og hjernesten så store som lastbilsdæk – med blå tangfisk og papegøjer der flimrede imellem. Ingen menneskemængder, kun vores gruppe på otte og to andre både i horisonten. Efter frokost sejlede vi mod Rinca, men gik ikke i land. I stedet lagde vi til ved Sebayur – øde, ingen rangers, bare rødt jordklippe der faldt lodret ned i turkis. Jeg svømmede fra bådens badelejder, vandet køligt men ikke koldt, og drev på ryggen mens jeg så Navilas sejl spændes af eftermiddagsvinden.

Dag 2 startede med Padar ved første lys. Vi vandrede op ad serpenterne i mørket, hovedlamper der gyngede foran os, og nåede saddelen lige så solen brød over horisonten. Udsigten over de tre bugter – pink sand, askegrå hældninger og det uendelige blå – var virkelig, ikke et filteret trick. Senere så vi Komodo-øgler tæt på: en massiv han luntede ved rangers stationen, en anden slyngede sig gennem underbuskene efter måltidet. Ingen iscenesættelse, bare vilde dyr på deres egne vilkår. Vi brugte timer på Pink Beach, ikke kun for sandets skyld, men for revet der buer sig 150 meter ud i havet. At snorkle der føltes som at svæve over et levende tæppe.

Manta Point var overraskelsen. Vi havde hørt ‘mantas er sæsonbetonede’, men vi så seks – nogle mindre, én kæmpe hun med et vingefang der måtte være på fire meter. De cirklede omkring rensningsstationen og fløj langsomt lige under os. Besætningen skyndte os ikke – vi blev 45 minutter. Om aftenen ankrede vi ved Kalong, flagermusøen. Da tusmørket faldt på, strømmede titusindvis af flagermus ud fra mangrovene i voksende spiraler. Ingen kommentarer, ingen musik – kun lyden af vinger og vores stille ‘wow’.

På vores sidste dag var Taka Makassar blankt og klart. Vi snorklede sandbanken ved højvande og sejlede videre til Kanawa for et sidste svøm. Vinden tog til klokken 11, men Navilas 28-meter skrog skar igennem uden at rulle. Jeg blev på dækket og så kystlinjen smelte sammen med horisonten. Tilbage i Labuan Bajo føltes det brat at lægge til – som at træde ud af en drøm og direkte ind i trafikken. Men jeg har stadig kaffekoppen fra den første morgen. Den står på mit skrivebord, nu med et hak i kanten – bevis på, at nogle rejser aldrig rigtigt slutter.