Panrita

Første morgen vågnede jeg før solopgangen ved lyden af ankerkæden, der skurrede, og besætningens hvisken forude. Der var køligt i luften, og himlen over Rinca var stadig mørk, men køkkenet var allerede varmt af stegte løg og kaffe. Vi var gået om bord sent om aftenen, med tasker, der smældede ned ad trappen, og jeg havde knap set noget til Panrita – en 38 meter lang phinisi med brede dæk og messingbeslag. Ved daggry indså jeg, at vi lå for anker ved Padar, og silhuetten af de skarpe tinder så ud som noget fra en anden planet.

Hele den første dag tilbragte vi med at hoppe fra ø til ø i et ro, der føltes helt rigtigt. En snorkelep i eftermiddagssolen ved Kelor gav os en smagsprøve – blødkoral, der svingede i strømmen, og papegøiefisk, der fløj under klipperne. Så, ved solnedgang, kravlede vi op ad bakken på Menjerite. Den er ikke høj, men udsigten gjorde mig stum: tre rosa farvede strandstykker, der strålede ud som fingre, og vores skrog, der så ud som en legetøjsbåd nede under. Middagen var grillede mahi-mahi og sambal matah under stjernerne, serveret ved et langt bord, hvor vi alle sad sammen – 12 gæster, og besætningen, der bevægede sig stille imellem os.

Anden dag var den store. Op klokken 5:30 for at nå Padar ved første lys. Stien er stejlere, end den ser ud, men da solen ramte bugten, blev vi alle fem på toppen helt tavse. Vandet var ikke bare blåt – det var lagt, som om nogen havde hældt turkis, smaragd og safir i. Efter morgenmad tilbage om bord sejlede vi til Komodo Island. Rangrene havde stokkene klar, og vi så to drager – den ene, der spiste en død hjort, den anden, der bare lå i skyggen og slikkede med tungen. Efter det føltes Pink Beach som en belønning. Vi svømmede i det grunde vand, hvor sandet var blege rosa under overfladen, og jeg samlede et lille pink stykke koral, som jeg senere fik at vide var foraminifera – mikroskopiske organismer, ikke knuste skaller.

Manta Point midt på dagen. Strømmen var stærkere, end jeg regnede med, men dykkerinstruktøren rakte mig en reefhook og pegede. Jeg så den første manta glide nedenunder, så en anden, med vinger bredere, end jeg er høj. De kredsede omkring rensningsstationen som urværk. Tilbage på dækket: kolde handklæder og limejuice. Om aftenen lå vi for anker ved Kalong, en lille ø med et kæmpe koloni frugtflag. Da solen sank, tog tusindvis til vejret – en svirvlende sort flod mod den orange himmel. Bådens lys tændtes, og besætningen serverede satay og krydret tofu.

Sidste morgen: Taka Makassar. Sandbanken viser sig kun ved lavvande, et langt hvidt bue i intetheden. Vi vadede ud, tog de sædvanlige gruppebilleder, men stod så bare der, til vandet nåede anklerne, og så på, hvordan tidevandet rullede tilbage. Så videre til Kanawa – grunde revner tæt på kysten, perfekt til afslappende snorkeling. Jeg så en lille blå blæksprutte krybe under en sten. Vi forlod øen klokken 12, sejlede tilbage til Labuan Bajo på tre timer. Besætningen rakte os kolde drikke og et udprintet billede af os på sandbanken. Ingen pres for drikkepenge, men vi gav alligevel – kontant og diskret.