Leticia

Jeg husker, hvordan jeg stod på forklædskabet lidt efter klokken 6:30, luften stadig varm, men besætningen allerede i gang med rolig formål. Solen var forsvundet bag Padar Island og malede klipperne i blødt guld, mens Leticia langsomt sejlede tilbage mod åbent vand. Ingen hast, ingen råbte ordrer – kun nogle få hviskede bemærkninger mellem kaptajnen og matrosen, mens de løsrev fortøjningen. Det øjeblik sagde mere end ethvert rejsebroschures billede: Dette var ikke en båndtransport-krydstogt. Dette var en båd, der forstod Komodos tidevandspuls.

Leticia er 29 meter velvedligeholdt phinisi-linje, ikke den største i flåden, men afbalanceret på en måde, der føles stabil, selv i Banda Havets krusninger. Hendes otte kahytter rummer op til 25 gæster, men på vores 3D2N tur havde vi kun 16. Forskellen mellem Master, Deluxe og Superior kahytter handler ikke kun om pris – det handler om placering. Master Kahytterne, Hanoman og Arjuna, ligger agter med privat adgang og lidt større porthuller, der fanger morgensolen. Deluxe-kahytterne – Drupadi, Pandawa, Aswatama, Kurawa – ligger midtskibs og er mere lydstille under sejlads. Superior-kahytterne, Nakula Sadewa og Dawala Badranaya, er kompakte men godt ventilerede – ideelle, hvis du bruger mest tid i vandet.

Vores dage fulgte en klar rytme. Dag ét startede med landing på Kelor Island klokken 15:30 – kort vandretur, panoramaudsigt, derefter et solnedgangsbad i vand så klart, at du kunne se hver sten skifte under strømmen. Næste morgen: Padar ved daggry. Vi lagde til i bugten, kravlede op ad den tørre sti i næsten mørke og nåede sadlen lige, som det første lys bredte sig over de kantede ridser. Klokken 9 var vi på Komodo Island, med rangers på plads, og fulgte dragerne gennem kratet. Eftermiddagen var Pink Beach – ja, sandet er virkelig pink – og derefter Manta Point, hvor to revemantar svømmede omkring forstavnen i ti minutter, så tæt på, at vi kunne se ar og mønstre på deres ryg.

Dag tre var Taka Makassar – en hvid sandbank, hvor vandet rækker til livet i alle retninger – efterfulgt af et sidste snorkelbad ved Kanawa, hvor korallrevet falder brat, og strømmen fører små revhaier ind. Leticias besætning tidsindstillede vores retur til Labuan Bajo for at undgå det værste af eftermiddagstrafikken med færger. Ingen sagde noget, men jeg lagde mærke til, at kokken havde gemt de krydret banan fritter til den sidste morgen, serveret med tyk lokal kaffe, mens vi passerede havnebøjerne.

Det, der stod ud, var ikke luksus for luksus skyld. Det var besætningens sans for tempo – hvornår de skulle tie under et mantapassage, hvornår de skulle række kolde handklæder efter en vandretur, hvordan de serverede frokost tidligere, hvis næste fortøjning var udsat for vind. Loungeområdet fungerede præcist som tiltænkt: skyggefuld bord til kortspil i varmen, åbent dæk bagefter til stjernegnelse. Ingen overflødigheder, ingen overdrevne gestus – bare en båd, der vidste sit job. En luksus phinisi-charteroplevelse, hvor alt er til for at forstærke naturen, ikke skjule den.