Yumana

Vi lægger Yumana med boven mod strømmen, når vi anker ved Manta Point – det er den eneste måde at undgå driften, når tidevandet skifter hurtigt ud for Karang Makassar. Vores 32 meter lange skrog ligger stabilt i bølgerne, og vores gæster står sikkert på dækket, mens mantaer cirkler omkring rensningsstationerne lige under overfladen. Dette er ikke en turbot. Yumana er bygget til Komodo-ruten, og vi har trimmet sejl og motor til at klare Savu-havets dønninger uden at hamre. Fra Labuan Bajo til Padar i mørket, tidsfører vi passage så det første lys rammer den pink sandstrand, netop som komodovarerne begynder at bevæge sig gennem Rinca’s tørre skove.

Skroget rummer fire kahytter – Royal Suite, Signature, Deluxe og Superior – alle placeret for at sikre ro og gennemtræk. Royal Suite ligger agter med direkte adgang til dækket, og vi har lydisoleret maskinrummet, så gæster ikke hører generatoren efter middagen. Vores køkken serverer friske måltider hvert andet time: bananpannekager ved daggry, grillet mahi-mahi til frokost, krydret kokossovs om aftenen. Der er et skyggefuldt øverste dæk med bænkesæde til seks personer, og vi fylder jacuzzien midt på eftermiddagen, når solen synker bag Komodo Island.

Anden dag starter ved Padar – men ikke den overfyldte sti til toppen. Vi går i land ved nordstranden før 06:30, vandrer ridgen, mens tågen letter, og vender tilbage til Yumana til en varm brusebad, inden den næste gruppe ankommer. Klokken 10 er vi ved Pink Beach – ikke kun til fotos, men til et 45-minutters snorkel langs korallens kant, hvor blå stjernestjerne klamrer sig til det underliggende sten. Efter frokost sejler vi østpå til Manta Point nær Karang Bajo, hvor strømmen er stærk. Vores besætning markerer zonen med en overfladeboje, og gæster går i vandet én ad gangen, så cirklen forbliver uforstyrret.

Kalong Island ved solnedgang er ikke forhandling. Vi anker tidligt, slukker hovedmotorerne og ser frugtflagene spirale ud fra mangrovesumpene klokken 18:00. Ingen spotlight, ingen støj – kun besætningen, der serverer iste med citrongræs på toppendækket. Næste morgen sejler vi vestpå til Taka Makassar. Det er en sandbank, der tørlægges ved lavvande, men revkanten forbliver dyb. Snorklere driver med den milde strøm forbi skarer af batfish og anemonfisk. Klokken 11 er vi ved Kanawa, hvor den vulkanske skråning falder stejlt. Vi sænker stigen i styrbord – det er den mest beskyttede side i eftermiddagsvinden – og lader gæsterne svømme frit indtil klokken 13:00.

Yumana skynder sig aldrig tilbage. Vi slukker motorerne nær Banta Island, lader sejlene fange eftermiddagsvinden og serverer kaffe, mens kystlinjen forsvinder bag os. Den fulde 3-dages rute er 56 sømil, og vi har tidsført hver etape efter tidevandsportene og nationalparkens rangerposter. Vores besætning kender, hvilke ankerpladser tillader natophold, hvilke kræver tilladelser og hvor korallerne er for grunde til kæde. Vi anker kun på sand eller silt – aldrig på rev.