About Vinca Voyages
Det første, jeg bemærkede, var ikke den polerede teak eller udvalget af retter til middagen — det var stilheden. Klokken 06:15 ud for Padar stoppede Vinca Voyages' motorer lige før solopgang. Ingen knirken, ingen vibrationer. Blot bølgeslaget mod skroget og besætningen, der stille bevægede sig på dækket med svømmefødder og snorkler lagt frem på forhånd. Den slags timing sker ikke ved tilfælde. Det er kendetegnet ved en båd, der har sejlet disse ruter længe nok til at vide, hvornår lyset rammer Komodo Island præcis rigtigt, og hvornår man skal lade vandet tale for sig selv.
Der er tre kahytter indrettet efter tema — vestlig, japansk og balinesisk — men kun én master suite, placeret agter med ekstra skrogtykkelse. Jeg boede i det japanske værelse, lavt i styrbord side. Shoji-skærme opdelte rummet, og sengen vendte mod et lille karnapvindue, der fangede morgenlyset filtreret gennem udriggerne. Det balinesiske værelse, selvom det var lidt billigere, havde bedre luftcirkulation takket være to dækventiler over køjen. Alle kahytter delte private badeværelser med ægte keramikfliser og konstant varmt vand — sjældent på både af denne størrelse i Komodo.
Ved design læner Vinca sig op ad rytmen. Dag et begyndte i Labuan Bajos havn klokken 13 — sent nok til at nå forbindelsesflyvninger — og fortsatte så til Menjerite ved 16:30. Sandbanken her er ikke overfyldt, og besætningen havde kajakkerne i vandet, før de fleste gæster havde drukket deres kaffe færdig. Mens jeg snorklede langs revkanten, passerede jeg fem grønne skildpadder på ti minutter. Den aften blev middagen serveret på øverste dæk under en falmende indigo himmel med lyden af flyvende hunde, der slog med vingerne over Kelor Island. Ingen musik, ingen meddelelser — blot grillet mahi-mahi og en besætning, der forudså, hvornår man ville have endnu en øl.
Dag to begyndte med Padar ved daggry. Vi ankrede på nordsiden og undgik mængderne, der strømmede op fra den sydlige sti. Vandringen tog 25 minutter; udsigten, som altid, leverede. Men det, der skilte sig ud, var frokoststoppet: en skræddersyet krydderiblanding i kyllingeretten satay, der smagte som om, den kom fra et hjemmekøkken på Sumba. Efter Komodo Islands dragesti — hvor rangerne førte os i stram formation — fulgte Pink Beach med lavvandede koraller i elektrisk blå nuancer. Ingen svømmede for dybt, men sigten holdt 12 meter selv i eftermiddagslyset.
Sidste dag vågnede vi nær Taka Makassar. Sandbanken var halvt nedsænket, men besætningen kastede anker alligevel og sænkede jollen til en svømmetur. Så til Kanawa, hvor strømmen kan dreje kraftigt ved middagstid. Vi kom tidligt og snorklede yderkanten og så en manta glide under boven kl. 11:17 — tæt nok til at tælle dens pletter. Tilbage ombord serverede kaptajnen es kelapa — kølet ung kokosnød — med lime, mens vi sejlede mod Labuan Bajo. Ankomst var planlagt til kl. 17, men vi lagde til kl. 16:42. Intet jag, ingen hastværk. Blot stilheden igen.
