Tara

Det første, jeg lagde mærke til ved Tara, var ikke det polerede træ eller dynernes beliggenhed på øverste dæk – det var stilheden. Klokken 6:30, mens vi sejlede mod Padar Island, blev motoren slukket lige uden for bugten. Ingen råben, ingen metal. Besætningen roede rubberbåden ti meter ud for at hente os, og ånderne gled ned i vandet uden et plask. Den slags timing kommer ikke fra manuskripter. Den kommer fra en besætning, der har sejlet ruten i år og kender forskellen på at flytte kroppe og at respektere morgenen.

Tara er 34,4 meter sulawesiteak, en phinisi bygget med VIP-standard, men sejlet med tilbageholdenhed. Af de fem kahutter er kun én Master – placeret agter, med to vinduer i skroghøjde, der fanger daggryet, når man ligger for anker ved Kanawa. Resten er fordelt mellem Deluxe Panoramic (glaspaneler til siden, store nok til at ramme en sovende manta), Deluxe Sea View (runde porthuller, lidt smallere køje) og to Sharing Cabins – identisk layout, hver til to personer, placeret foran ved boven. Jeg boede i en Deluxe Panoramic. Klokken 15:00 på anden dag, mens jeg lå i sengen, så jeg en revha cirka det samme sandfelt mellem Taka Makassar og Sebayur i næsten tyve minutter.

Vores dage følgte det sædvanlige 3D2N-forløb: Kelor Islands grønne skråninger ved solnedgang første dag, komododrager i Komodo National Park efter Padar, så Pink Beach til frokost. Men Taras rytme bremser checklisten. Ved Manta Point, i stedet for at klynges foran i båden, drev vi af sted fra styrbord siden – kun fire i vandet ad gangen. Guiden brugte håndsignaler, ikke en megafon. Senere, på øverste dæk, rakte nogen mig en sodavand med limeblad, mens Kalongs frugtflager begyndte deres aftenrunde – uden bekendtgørelse, uden fotoinstruks.

Indendørs saloon har et glasvitrine med gamle hollandske søkort, men det er de udendørs områder, der definerer båden. Boven har polstrede liggestole, der vender mod horisonten, mens det øverste agterdæk har et langt bord til måltider under en teltdækning. Morgenmad blev serveret i takt med afgang – havregrød med jakkefrugt, hårdkogte æg, stærk lokal kaffe i keramikbægre, der ikke flyttede sig, selv når bølgerne tog til mellem Rinca og Sebayur. På tredje dag, på vej tilbage fra Kanawa, ankrede besætningen i en spejlklat bugt nær Bidadari og satte en flydende matte i vandet. Intet tidspunkt i programmet. Bare en usagd pause.

Dette er ikke en båd, der forsøger at imponere. Der er ingen jacuzzi eller glasbundskajak. Det, den har, er proportioner: fem kahutter til 15 gæster betyder plads under dæk, og skroget på 34,4 meter skærer gennem Komodos bølger med mindre bevægelse end kortere phinisis. Kokken serverer indonesiske klassikere – gudeg, krydret tun, sambal matah – men tilpasser sig uden besvær efter kostbegrænsninger. En gæst bad om glutenfrie pandekager anden dag. De dukkede op næste morgen, lidt tættere end sædvanligt, men tydeligvis lavet, ikke bestilt.