Maipa Deapati

Vi var allerede ude på havet før solopgang på dag 1, ikke med motorbrøl, men med et sagte glid ud af Labuan Bajos havn, mens himlen stadig var støvet med stjerner. Jeg stod på øverste dæk af Maipa Deapati, barfodet på tekken, og så besætningen arbejde i stilhed, mens de justerede sejlene – mere af hensyn til traditionen end fremdrift, men gestusset forankrede turen i noget ældre end turisme. Da solen nåede toppen af Komodoøens rids, drev vi ved Kelor, hvor sandfladerne skifter med tidevandet og det grunde vand skiner turkis. Det var en blød start, ingen skynding – bare snorkeludstyr hængt ved rælingen og morgenmad med blødkogte æg og papaya allerede dækket under dæk.

Skibet har seks køjer, alle placeret agter, alle med aircondition, der brummer lige nok til, at man ved, det fungerer. Jeg valgte køjen på styrbordssiden i underdæk – kompakt, ja, men med en rigtig dør (ikke en forhæng), en læselampe på en messingarm og mere ventilation end blot AC: en lille skydedel med lameller, der lod havbrisen sive ind, når vi lå til ankers. Badeværelset, klædt i hvide fliser, havde en detalje, de fleste glemmer at nævne: et gulvafløb, der faktisk kan følge med i bruserens vandmængde. Ingen pølser, ingen kamp mod toiletet. Den slags detaljer, små men gennemtænkte, dukkede op igen og igen – fra skyllebøtterne, der allerede stod klar på dykkerplatformen efter hver snorkelstop, til de kølede handklæder, der lå fladt foldet efter frokost.

Dag 2 startede med Padar ved første lys. Vi gik ikke op til det berømte udsigtspunkt, men valgte i stedet den lavere sti på nordflanken, hvor gedestierne skærer sig gennem savannegræs, og udsigten åbner sig mod tre bugter på én gang. Båden havde planlagt det perfekt – tilbage om bord klokken 8:30, lige som handelsvinden tog til og køkkenet serverede kokospannekager. Senere, ved Manta Point, så jeg et rensningsstation i tyve minutter, en revha, der snusede i korallerne, mens to mantarokker svævede som skygger. Maipa Deapatis besætning satte den bageste platform ud i god tid, holdt vandflaskerne kølige og råbte ikke. Den stilhed, den afvisning af overdreven kommentering, gjorde dyrelivet mindre til et show.

Aftensmaden blev serveret under en markise på øverste dæk, bordet oplyst af stormlygter. Kokken havde grillen spækhugger med gurkemeje og citrongræs, serveret med grønne bønner og sambal matah. Der var vin, ja, men også lokal Bintang, og en afspilningsliste, der ikke bare gik til lounge-remixer. Sidste morgen lå vi til ankers ved Kanawa, hvor sandfladen dukker op ved lavvande som et sandbænkalter. Jeg svømmede ud alene klokken 7, vandet så stille, at det spejlede skyerne. Tilbage om bord var besætningen allerede i gang med at pakke dykkertanke, folde handklæder og gøre køjerne klar til returen. Ingen spurgte efter drikkepenge. Den slags selvsikkerhed – stille, professionel – var den rigtige luksus.