Behike

Vi holder hende stabil i det lavvandede løb ind til Sebayur ved daggry – lige akkurat nok vand under kilen, og besætningen kender hvert eneste sten. Behike er 15 meter lang, ikke den længste her, men bygget rigtigt: bred i skroget, afbalanceret til bølgerne mellem Komodo og Rinca. Den stabilitet betyder noget, når du vender tilbage fra en vandring med komododrager, træt og dækket af rødt støv, og ønsker et sikkert, tørt skridt op på dækket. Vi skynder os aldrig. Vi glide ind i ankringspladser som Kalong ved solnedgang, hvor himlen fyldes med frugtflag og båden står stille – ingen sving, ingen driften.

Vores gæster bor i en af fire kabiner: to master-kabiner med private balkoner og to deluxe-konfigurationer nedeunder. Alle har individuelt regulerbar klimaanlæg, massiv teaktræværk og ensuite-badeværelser med rigtig vandtryk – ingen spandebade her. Master Panoramic Balcony vender mod vest, så du vågner til sol over Padar’s tinder og kan se lyset glide ned over bakkerne fra din liggestol. Vi holder støjniveauet nede mellem dæk med ekstra isolation, for en god nats søvn før strømmen ved Manta Point er ikke forhandlingsbar.

På en standard 3-dages tur henter vi gæster op i Labuan Bajo til middag. Første stop er Menjerite – lille ø, hvid sandtunge, godt snorkel lige ude fra stranden. Vi tidsplanlægger det til sen eftermiddag, så lyset er fladt og gyldent, perfekt til billeder. Efter middag sejler vi til Kelor i måneskin. Dag to starter tidligt: Padar ved solopgang, vandring op ad svingene til toppen, så ned til Komodo Island til den rangerledede tur med komododragerne. Vi pakker frokost og sejler direkte til Pink Beach – en halv times sejlads, men vi tager det langsomt gennem kanalen for at undgå bølgerne. Efter frokost drijver vi ved Manta Point og lader strømmen føre mantaer tæt på. Ingen motor. Kun finner og stilhed.

Dag tre er Taka Makassar – lavvandet sandbank, vand som glas. Vi lægger rubberbåden i land og rejser skygge. Børn padler, voksne flyder. Så Kanawa, hvor korallen starter lige under overfladen og revet falder stejlt til bunds. Snorklere bliver ude, til fingrene rynker. Vi vender tilbage til Labuan Bajo kl. 17:00, tanket op og rengjort. Besætningen tjekker hver line og klap før vi lægger til. Det er rutine, men det er, hvad der holder Behike klar til næste gruppe.

Vi forsøger ikke at nå Raja Ampat – denne båd er bygget til Komodo. Strømmene, ankringspladserne, omdrejningstiderne – alt er afstemt efter parkens rytme. Vi har sejlet gennem Sape Strait i moussontiden, og Behike holdt kurs, mens andre vendte om. Det er ikke brag. Det er bare at kende sit skrog, sin motor, sin besætning. Vi har to 315 HK Mitsubishi dieselmotorer – mere end nok kraft til en 15 meter, og de går stille. Ingen røg, ingen stam. Når vinden går mod tidvandet ved Loh Liang, kæmper vi ikke imod. Vi venter, og så sejler vi.