Lady Grace

Det første, jeg lagde mærke til, var ikke de polerede rosewood-rejsebænke eller måden, hvorpå sejlene fangede eftermiddagsvinden – det var den stille effektivitet i besætningen, da de løsrev fortøjningerne kl. 16:45, lige mens solen begyndte at blive blød over Kelor. Ingen råben, ingen larm. Bare en svag træk fra kajen, mens et køligt handklæde og en drink med citrongræs dukkede op på et fad. Før vi nåede den halvmåneformede kyst ved Menjerite, havde bådens rytme allerede fundet sin naturlige puls, som tidvandet.

Lady Grace, på 34,4 meter, forsøger ikke at imponere med størrelse. I stedet handler det om balance – fem kabiner og ti gæster betyder plads til at trække vejret uden at føle sig tomt. Jeg boede i en Superior Cabin på babord, og selvom den ikke var den største, sikrede dobbelte porthuller og lydisoleringen mellem dæk en dyb, uafbrudt nattilværelse. Morgenstarter med kaffe serveret på øverste dæk lige før Padar Island's skarpe ridser fangede det første lys. Stien op er stejl, men udsigten over tre forskelligt farvede strandstræk – ét berømt for dets lyserøde nuance – gør arbejdet i læggene værd.

Den virkelige test for enhver Komodo-båd er, hvordan den håndterer dragevandringen på Komodo Island. Lady Grace’s rangerkontakt havde allerede ordnet tilladelser kl. 08:30, så vi var blandt de første grupper på stien. Breezen fra savannen var varm, men de bredskyggede hatte fra besætningen holdt stærkt lys under kontrol. Efterfølgende afslappede vi ved Pink Beach, hvor knust koralkalk giver sandet dets rødme. Her handler snorkeldykkeriet ikke kun om farven – det handler om revets kant, hvor strømmen fører naphanlakse og napoleonfisk ind.

Manta Point var et andet højdepunkt. Vi ankrede kl. 14:00, og inden for minutter cirklede to store mantarokler om boven, med munde åbne i slowmotion. Besætningen timede driftet perfekt – ingen overfyldte flåder, bare stille entréer fra svømmeplatformen. Senere, mens vi sejlede mod Kalong Island, fik himlen en gylden farve. Besætningen havde sat et lille bord op på bagdækket med grillet havkat, krydret aubergine og frisk mango. Ingen musik, kun lyden af vinger, mens tusindvis af frugtflagmuse begyndte deres natlige udvandring.

Tredje dag bragte Taka Makassar – ofte kaldet drømmenes sandbank. Vi ankom kl. 07:30, før nogen andre både, og havde hele det flade vandområde for os selv. Lagunen er kun synlig ved lavvande, og Lady Grace’s kaptein timede det perfekt. Efter en time med svømning og billeder sejlede vi videre til Kanawa for et sidste snorkeludflugt over en skråning med bløde koraller og blå tang. Tilbage om bord rakte personalet kolde handklæder og iste – små detaljer, men konsekvent udført rigtigt.