D1 Speedboat

Det første, jeg lagde mærke til, var den stille summen fra motoren, mens vi sejlede gennem mørket før daggry, og efterlod Labuan Bajos havn bag os. Stjerner hang stadig lavt over Rinca Island, da besætningen rakte rundt med varm te, pakket ind i rene håndklæder. Der var ingen stor opstand, kun den glatte glidning af D1 Speedboat, der skar gennem det rolige vand med en skarp forstavn, der rettede kurs mod Padar. Klokken 06:30 lå vi for anker ved en halvmåne af hvidt sand og så himlen skifte fra dybblå til gylden – ingen mennesker, kun lyden af bølger og en og anden havørns skrig højt over hovedet.

Dette er ikke en liveaboard. Det er noget mere strømlinet: en dagbåd bygget til dem, der vil dække meget grund uden besværet ved at pakke til overnatning. Kabinen under dæk er kompakt, men funktionel – mere beregnet til opbevaring end søvn – mens det rigtige rum er ovenpå. Det brede, uoverskuede fordeksel blev mit yndlingssted. Liggende fladt på det polstrede underlag under et snorkelstop ved Manta Point så jeg skygger glide under os, lige før jeg gled ned i vandet, mens de første solstråler ramte overfladen.

Ved Pink Beach ankrede D1 Speedboat i det lavvandede, og vi vadede i land, mens besætningen allerede havde sat drikkevand og frugt frem på det skyggede bagdæk. Ingen overflødighed, men alt var tidsmæssigt perfekt. Frokosten blev serveret under baldakinen – grillede fisk, ris og en skarp sambal, der smagte frisklavet – mens vi drev forbi Kanawa, hvor havbunden rejste sig så tæt på, at man kunne se papegøjefisk gnave i det turkisfarvede vand.

Det, der overraskede mig, var besætningens ro. De bevægede sig uden larm eller hast. Da vi stoppede ved Kalong for at opleve flagermusenes aftenudflyvning, stod en guide stille ved forstavnen med kikkert i hånd og pegede på de første bevægelser i mangrovene. Soldekket var ikke overfyldt – kun fire reclinestole, nok til en lille gruppe, der kunne strække sig. Og da vi vendte tilbage til Labuan Bajo klokken 18:00, blinkede byens lys til, mens vi lagde til, uden panik eller sidste-minut-råben.

D1 forsøger ikke at være luksus. Men den kender sin rolle: få dig derhen hurtigt, holde dig komfortabel og lade øerne tale for sig selv. For en dags dyk ned i Komodos højdepunkter – Padar’s bue, det pink farvede sand, mantaernes rensningsstationer – leverer den, uden at love for meget. Jeg ville vælge den igen til et ugentligt eventyr, især hvis jeg kun havde dagslys til rådighed.