Red Whale I

Jeg husker kulden fra dæksbænken under lårene klokken 7:00, mens skroget allerede summede af motorens vibration, da vi sejlede ud fra Labuan Bajo. Red Whale I føltes ikke som en luksusyacht – det skulle den heller ikke. Men det åbne solnedbænk med sin 8-meter-måtte? Vi kravlede hurtigt vores pladser, rygsække skubbet op ad relingen, og så lysene fra byen forsvinde bag os. De to Suzuki 250HP-motorer skubbede os frem gennem det krusende, grå vand – det slags, hvor man automatisk griber fat i sin vandflaske og smilner ind.

Frem mod formiddag nåede vi Manta Point. Guiden pegede på skygger, der cirklede under overfladen, og inden for få minutter var halvdelen af gruppen i vandet, snorkler, der skar riller i overfladen, mens mantarok skød forbi lige under. Ingen bure, ingen platforme – bare kold strøm og tavse kæmper. Vi kom op rystende, men med glimt i øjnene, og modtog termosflasker med sød ingefærte fra besætningen under dæk. Toiletterne, enkle men rene med rigtig spülning og løbende vand, var en lettelse efter en time i solen.

Vi sejlede videre til Pink Beach og ankom lidt efter klokken 12. Sandet var ikke neonfarvet, men gennemstrøet med en rosegylden nuance, hvor foraminiferer havde knust sig til korn. Vi svømmede i korte omgange – strømmen trak kraftigt i den nordlige bugt – og trak os tilbage til dækket til pakket frokost: ris, stegt kylling og papayaskeiver i folie. Nogle sov midt i måtten, sko sparket af, mens andre snakkede med den lokale besætning på brudstykker af engelsk og håndtegn.

Padar Island kom senere, selvom vi ikke besteg udsigtsstedet. I stedet lagde vi til i en rolig bugt vest for og roede i land på en halvmåne af hvidt sand uden fodspor. Eftermiddagssolens lys farvede bakkerne brændt orange. En fyr fløj sin drone og optog Red Whale I ovenfra – et rødt prik imod indigo hav. Tilbage om bord blev våde viskestykker rakt rundt, og lugten af solcreme blandede sig med diesel fra de genstartede motorer.

På vej tilbage stoppede vi ved Kanawa Island. Korallerne var ikke ubeskadigede, men papegøjefisk og klovnefisk susede i lavvandet. Jeg drev ovenpå en flo blå stjernemål, ører under vand, og lyttede til bobler og fjernt latter. Da Labuan Bajo atter dukkede op på horisonten, rakte besætningen kolde handklæder, og kaptajnen dæmpede farten, så vi kunne drifte i stilhed de sidste fem minutter. Det var ikke luksus, men det var ægte – 13 fremmede, én kahyt til besætning eller opbevaring, og en båd, der bevægede sig, som om den mente det alvorligt.