About Riara
Det første morgenlys skar over forenden, da Riara’s motor brølede til live klokken 07:00 lige uden for hoveddokken i Labuan Bajo. Jeg husker, hvordan jeg greb fat i sædet, den kolde metalstang under hånden, og så fiskerbådene forsvinde i kølvandet. Solen var endnu ikke steget op, men himlen skiftede allerede fra grå til bleget gylden, og silhuetten af Kelor Island blev skarpere for hvert sekund. Vi var ikke om bord på en stille sejlbåd – dette var en speedbåd, bygget til fart, og skælven i dækket fortalte, at denne tur handlede om at dække distance.
Klokken 08:30 lå vi for anker i en perfekt hesteskoformet bugt ved Kelor. Guiden rakte snorkler og pegede på det sted med svag strøm tæt på korallreven. Jeg svømmede over papegøjefisk og klovnefisk, der snoede sig gennem hjernekoraller, i vand så klart, at jeg kunne se hvert eneste sandkorn. Tilbage om bord var morgenmaden allerede serveret – varme bananpannekager med honning og stærk lokal kaffe i plastikbægre. Vi opholdt os ikke længe; Riara var booket hele dagen, og ridlen på Padar Island ventede. Vi besteg den ikke – det tager timer – men vi kørte rundt om klippens fod, og kameraerne klikkede ved de skarpe tinder og det pinkfarvede sand gemt i bugten længere nede.
Manta Point var den virkelige overraskelse. Klokken 10:45 lagde vi til ved rensningsstationens浮der. Besætningen satte anker stille og pegede. Jeg gled ned i vandet og inden for sekunder gled en skygge under mig – så endnu en. To mantarok, med vingefang så brede, at de cirklede roligt omkring revet. En skiftede retning midt i en pirouette, og dens hvide bug lynede op som et signal. Jeg trådte forsigtigt med finnerne, hjertet hamrede, og i næsten ti minutter dansede de under os, uforstyrrede. Vandet var køligere her, og jeg husker kulden på skuldrene og gummiets tryk mod ansigtet fra masken.
Frokosten blev serveret om bord klokken 12:30 – grillede fisk med sambal, agurkesalat og kold vandmelon – mens vi sejlede mod Pink Beach. Sandet gløder virkelig i pink, især i middagssolen, selvom det meste er knust koraller og foraminiferer. Vi havde en time der: svøm, gå langs stranden, tag billeder. Besætningen rullede madrasser ud under et pop-up-tag. Ingen fra vores gruppe gik ind i land for at se Komodo-dragonerne – det er en separat vandretur, vi ikke havde booket – men vi så spor i sandet nær trælinjen.
Kalong Island ved solnedgang var roligere, end jeg havde forventet. Himlen blev orange over mangroverne klokken 17:30, og vi så frugtflagene stige op i langsomme spiraler, silhuetter mod lyset. Ingen store menneskemængder, ingen bådkaos i ankerpladsen. Kun lyden af vinger og vand. Så var det tilbage til Labuan Bajo, turen var mere bumpet i aftenbølgerne, alle tavse, solbrændte og mætte. Riara lagde til ved kajen klokken 18:00 præcist. Det var ikke luksus – ingen køjer at sove i, kun bænkesæder og et lærredstag – men den bragte os overalt, hurtigt, og jeg ville ikke have byttet de sekunder med mantarok for noget som helst.
