Elrora

Solen var lige begyndt at klatre op over Padars skarpe ridser, da Elrora skar skarpt til venstre og slyngede saltvand hen over fordækket, mens vi accelererede mod Manta Point. Jeg holdt fast i kanten af den polstrede bænk foran, bare fødder plantet på det antislip-dæk, der stadig var køligt fra natten. Udledningsmotoren summede jævnt – ingen kabinemotor, der dæmper lyden af bølgerne. Klokken 8:45, med Labuan Bajo allerede tyve sømil bag os, dukkede den første manta op under overfladen som en skygge trukket op fra dybet. Dette var ikke en tur. Det var en direkte linje trukket over åbent hav, planlagt ned til minuttet for at ramme strømmen, når mantas svømmer op til at blive renset.

Elrora rører sig ikke. Med sine 13 meter er den bygget til fart, ikke store dæk. Den ene lukkede kabine ligger midtskibs, med lav loftshøjde men funktionalitet, og bænkesæder, der kan omdannes til en dagbænk. Den er klimatiseret – et svagt sum, der ligger under samtaler på indonesisk og stille klik fra kameraer. Udenfor går det åbne bagdæk direkte i vandet via en stige, mellem Gili Lawa Laut og Manta Point. Klokken 10:15 svømmede vi over revhajene ved rensestationen, båden forankret til en gul boy, ingen andre fartøjer i sigte.

Frokosten blev serveret på Kanawa Island klokken 12 – grillede fisk, agurk-og-tomat salat og kold ananas i enkeltportioner i folie. Vi spiste under et tag af strå på skyggesiden. Besætningen havde planlagt det perfekt: af båden før middagssolen skar ned over øen. Vi lå i anker lige uden for kysten, bådens skygge krympede sig mod det hvide sand. Der er ingen køkkenfaciliteter om bord, ingen dækkede middage. Det handler ikke om gourmetmad under stjernerne. Det handler om at bevæge sig hurtigt, stoppe præcist og komme i vandet, mens sigtbarheden er 20 meter og strømmen svag.

Klokken 14:30 nåede vi Taka Makassar. Sandbanken trådte frem ved lavvande – et strejf af blændende hvidt omgivet af turkis. Elrora ankrede op i læ, så driften blev minimal. Ingen behov for kajakker eller båd – bare et fem meter langt svøm fra stigen bagpå til tørt land. En besætningsmedlem bragte ekstra vandflasker og lagde dem i skyggen af en flydende køler. Jeg så to gæster fra Singapore gå langsomt over sandet, telefoner i vandtætte poser, og lo over, hvordan vandet skiftede fra livhøjt til ankeldybde på ti skridt.

Tilbage om bord klokken 16:00, sejlede vi mod Kalong Island. Ingen solnedgangscocktails, ingen musik. Bare kaptajnen, der trak lidt tilbage på gashåndtaget, mens vi passerede mangroveskoven, og flagermusene begyndte at svirle op i luften. Returen til Labuan Bajo tog 70 minutter. I kabinen sov to passagerer under tynde bomuldssengelag. Andre blev på dækket, salt tørrede på huden, og de så byens lys klatre op ad bakkerne. Elrora lægger til i Bajo Perak, lige vest for hovedhavnen – en stille kaj, ikke en turistpier. Ombordstigning tog fire minutter. Ingen formaliteter, ingen ophold. Båden var klar til næste tur klokken 19:15.