About Sea Escape Aero
Jeg husker lugten af diesel og salt der blandedes ved kajen i Labuan Bajo lige efter klokken 6:30, solen var knap nok oppe, og Sea Escape Aero summede allerede ved molen. Hendes forstavn skar gennem det silkeblanke vand, mens vi sejlede ud, og kystlinjen forsvandt hurtigt bag os. Med 30 knob nåede vi Kelor under en time – jeg husker stadig chokket over det kolde vand, da jeg sprang i, korallerne lige under overfladen var fulde af papegøjefisk og kløverfisk, der snoede sig gennem anemoner.
Vi spildte ikke tiden. Klokken 9:15 var vi på vej til Batu Bolong, maskerne på, inden Sea Escape Aero overhovedet standsede. En skole fusiljærfisk delte sig omkring os, mens mantarokke cirklede nedenunder, deres vinger strejfede termoklinen. Besætningen havde kolde handklæder klar, da vi kravlede op igen – en lille detalje, men den betød noget i den tropiske varme. En af guiderne pegede på en ung sortspidset revhaletorsk gemt under en udhængning nær Sebayur, som vi næsten havde overset, men kaptajnen ændrede kurs for ti ekstra minutter.
Frokosten blev serveret på dækket mellem Pink Beach og Komodo Village – grillstegt fisk, papaya og kold kokosvand, alt arrangeret på et klappeligt bord ved kabinindgangen. Vi gik ikke i land på Komodo Island for den fulde dragevandring, kun en kort stisøgning med en rangerskab, men at se en af dem flæse en ged var surrealistisk. Så var det videre til Manta Point igen, hvor en større rokke – næsten fire meter i vingefang – svævede over mig, dens gæller pulserede som blæsebælge. Solen stod højt, men vinden fra forstavnen forhindrede, at vi kogte.
Kabinen selv var kompakt, men godt isoleret mod motorstøj, med klimaanlæg, der faktisk virkede. Jeg sov ikke, men to gæster gjorde det under returen. Toiletet var lille, men funktionelt, og der var ferskvand i en blå tønde forude, hvor vi kunne skylle af. Vi standsede kort ved Taka Makassar – vand så klart, at det så uægte ud, som et postkort – og nåede Kanawa få minutter før klokken 16 for et sidste svøm i klipperne, hvor blæksprutter susede mellem sprækkerne.
Tilbage ombord rakte besætningen tørre handklæder og iste. Hjemturen var roligere, havet lagde sig, mens vi nærmede os lysene i Labuan Bajo. Jeg tjekkede min telefon – ingen dækning hele dagen, og på en måde føltes det som en sejr. Mine skuldre var varmet af solen, ørerne summede stadig af de dobbelte dieselmotorer, men jeg gik scenen med mantarokkens svæv igennem igen og igen, den måde, den ignorerede os fuldstændigt, helt i sit rette element.
