La Dyana

Første morgen kom lys og varme langsomt frem over forstavnen og varmede det slidte trædæk under mine bare fødder. Jeg husker, hvordan jeg stod ved relingen med en kop stærk lokal kaffe og så silhuetten af Kelor Island blive skarpere i tågen. Vi var ankommet sent aftenen før, trætte efter transporten, men La Dyana føltes straks tryg – poleret træ, friske sengetøj og den stille summen fra båden, der lagde sig i bugten. Det første solopgang gjorde det virkeligt: vi var nu inde i nationalparken, omgivet af øer, der så ud til at være faldet ned fra en drøm.

La Dyana er bygget til små grupper – kun én kahyt til os to, men båden kan rumme op til 14 gæster fordelt på fire kahytter. Vi havde mastersuiten bageskibs, hvilket gav nem adgang til dækket og færre trin til spiseområdet. Efter et par dage gav indretningen mening: spiseområdet forstavnen med runde bænke, køkkenet lige bagved og et solbad ovenpå med skygge og liggestole. Den var ikke enorm – 25 meter – men føltes aldrig trængt. Seks besætningsmedlemmer vidste præcis, hvornår de skulle frem og hvornår de skulle trække sig tilbage, serverede måltider til tiden og havde snorkeludstyr klar, uden at man behøvede at bede.

Anden dag startede før solopgang med ankomst til Padar Island. Vi vandrede op ad svingene i mørket og nåede toppen, lige som det første lys ramte udsigten over de tre bugter – pink sand, turkis vand og vulkanske riller. Efter vandreturen kom en lang svømmetur ved Pink Beach, hvor svetten blev skyllet væk. Korallerne lige under overfladen var fulde af papegøjefisk og klovnefisk. Senere, ved Manta Point, svømmede jeg over rensningsstationerne og så fire mantarokker glide i cirkler under mig, munden åben, vingerne der dækkede solen. Båden lå for anker tæt på og var klar med handklæder og varm te, da vi kravlede om bord igen.

Sidste morgen sejlede vi til Taka Makassar – nogle gange kaldet ‘sandbanken midt ude i intetheden’. Ved lavvande er det en tynd stribe hvidt koralsand, men da vi ankom, var det halvdækket, perfekt til at svømme i alle retninger med kun blåt på horisonten. Vi snorklede langs kanten, hvor strømmen bragte fiskeskar og riffhajer, og drev tilbage til Kanawa for et sidste blik på den sorte sandstrand og den vulkanske kegle bagved. Returen til Labuan Bajo føltes uundgåelig, men ikke stresset – frokosten blev serveret undervejs, en sidste fest af grillfisk, sambal og frisk mango.

Det, der overraskede mig, var, hvor glat alt løb. Ingen lange ventetider, ingen forvirring om udstyr eller tidsplan. Besætningen havde en rytme, og bådens størrelse betød, at de kunne justere, når vinden skiftede eller et snorkelområde var travlt. Ja, kahytten var kompakt, og de fælles badeværelser krævede hurtig afklaring i myldretiden, men det er Komodo. Man er ikke her for luksuslinen. Man er her for dragespor på Komodo Island, lyden af frugtflag i flugt fra Kalong Island og måden, som vandet skifter til sølv ved solnedgang. La Dyana leverede det – stille, pålideligt og uden pomp og pragt.