Lamborajo I

Det første, jeg lagde mærke til, var ikke solnedgangene eller dragerne – det var stilheden. Klokken 18:30 på dag ét, da vi krydsede kanalen ud fra Labuan Bajo, slukkede dieselmotoren, og besætningen rejste foksejlet. Vi sejlede forbi Banta Island på vindkraft alene, kølen en sølvstreg i det sviskende lys. Ingen musik, ingen snak – kun vandets klask mod skroget og til tider sejlduggets raslen. Det øjeblik satte tonen: Lamborajo I skriger ikke. Den bevæger sig i kystens rytme.

Lamborajo I er 26 meter velbrugt træ, bygget til funktion, men med gennemtænkte detaljer. De seks køjer er anbragt i et krydsformat under dæk, hver med store porthuller, der forbliver åbne ved anker, så havbrisen og lyden af skvulpende bølger kan trænge ind. Min vendte mod styrbord, lige agterude køkkenet, og fik morgensolen omkring 07:00, når besætningen begyndte at brygge stærk lokal kaffe. Madrasserne er ikke luksusmæssige, men faste og tørre – ingen mug, selv efter tre dage til søs. Fællesbadeværelser bruger havvandsflush, men ferskvandsduschen er konstant, og bruserne på øverste dæk har faktisk tryk.

Allerede på dag to havde vi fundet en stille rutine. Op klokken 05:30 til Padar Islands vestkam. Turen begynder i mørke med lommelygte, men når man når toppen, skærer det første lys gennem Floresøen og afslører bugterne i nuancer af rust og okker. Frokosten blev serveret tilbage på dækket – bananpannekager, papaya og kogte æg – klokken 08:15, lige mens vi løsrev ankeret mod Komodo Village. Rangerstationen der åbner præcist klokken 08:30; vi var den første gruppe indenfor og undgik krydstogtskibenes menneskemængder. Dragevandringen er kort – cirka 1,2 km – men guiderne ved, hvor de store hanner hviler i skyggen af Ziziphus-træerne.

Frokosten var grillstegt mahi-mahi med sambal matah, spist under markisen, mens vi drev forbi Pink Beach. Sandet er ikke neonfarvet, men tæt på kan man se de røde foraminiferfragmenter, der glimter i middagssolen. Eftermiddagen førte os til Manta Point ved Batu Bolong, hvor snorkeldykket starter klokken 14:00, når strømmen skifter. Jeg talte otte mantar i løbet af 45 minutter, en med et ar på venstre vinge, der cirklede tilbage to gange. Besætningen satte den flydende reb ud tidligt, og ingen skyndte sig. På dag tre nåede vi Taka Makassar klokken 07:00 – en lav sandbank, knædyb ved lavvande. Klokken 09:00 var vi ved Kanawa, hvor revet falder hurtigt ud i det blå. Dykkerinstruktøren pegede på en wobbegong under en klippevæg i 12 meters dybde. Ingen dykkeudstyr om bord, men snorkeldykkere understøttes fuldt ud.

Det, der bliver hængende, er besætningens timing. De vækkede os aldrig tidligt uden grund. Fartøjer fandt sted ved daggry eller solnedgang, så motorstøj blev minimeret i løbet af dagen. Solbænkene på øverste dæk er simple teakplanker, men de er placeret præcist så de fanger aftenlyset bedst muligt. Klokken 18:00 på den sidste dag, da vi nærmede os Labuan Bajo, rakte nogen mig en lime-soda uden pynt – bare et koldt glas og bobler. Det er Lamborajo-rhythmen: tilbageholdende, præcis og dybt forbundet med vandet.