Rafida

Første morgen ombord på Rafida begyndte med sollys, der strømmede over teakdækket, lige da vi krydsede ud af Labuan Bajo havnen. Jeg sad med korslagte ben foran i båden, bare fødder på det varme træ, og så på, hvordan kølvandet bredte sig bag os, mens besætningen rakte termokander med stærk, lokal kaffe. Vi var på vej mod Kelor Island, hvis grønne skråninger rejser sig fra vandet som noget, en korttegner har drømt sig til – en drøm, han aldrig har set i virkeligheden. Ved middagstid havde vi lagt til i lavvandet og svømmet over korallengaver så fyldt med liv – blåkvæg, klovnefisk, der suser gennem anemoner – at jeg knapt mærkede strømmen, der trak mig med.

Rafidas layout føles intimt, men aldrig trangt. Med kun to kabiner tager båden maksimalt fire gæster, men vores gruppe var kun tre, plus et par, der var booket separat. Det fælles område er udendørs og beskyttet af et lærredstelt, der blafrede blidt i vinden. Frokosten dukkede op på lange træplader – grillede mahi-mahi, papayasalat og ris pakket i bananblad – serveret ved et lavt bord, hvor vi sad med korslagte ben. Om eftermiddagen tog vi til Pink Beach, hvor sandets lyserøde farve lyste op i solen, prikket med knust koralsand. Vi brugte en time på at vade og svømme, vandet var varmt og stille.

Anden dag startede før daggry. Vi stod op klokken 5.30, rullet ind i saronger, og nipper til sødt te, mens Rafida nærmede sig Padar Island i næsten total stilhed. Vandringen op ad serpenterne var stejl, men kort, og udsigten fra toppen – tre bugter, der stråler ud i forskellige nuancer af blåt – gjorde hvert åndedrag værd. Tilbage ombord havde besætningen allerede lagt frugt og kolde handklæder frem. Senere snorklede vi ved Manta Point, hvor vi drev ovenover to store mantaer, der cirklede nedenunder, med vingefang nok til at skabe skygge for en lille bil. Vandet var lidt uroligt, men besætningen holdt os samlet og orienteret.

Den aften lagde vi til ved Kalong Island, en mangrovesø, der er kendt for sin koloni frugtflag. Da solen gik ned, strømmede tusindvis af flag ud fra træerne og snoede sig op i den orange himmel som røg. Middagen blev serveret på dækket under pærerækker – kyllingesatay, stegte grøntsager og en rig kokossovs. Generatoren gik i dvale klokken 21, og vi sad i næsten total mørke, mens vi lyttede til, hvordan vandet klaskede mod skroget. Ingen musik, ingen telefoner – kun en enkelt råben fra besætningen på natvagt.

Sidste morgen tog vi til Taka Makassar, en sandbank, der ved lavvande dukker op som en mirage midt i havet. Vi gik barfodet over den, vandet lige op til anklerne, mens besætningen lagde til i nærheden og forberedte vores sidste snorkeltur ved Kanawa. Korallerne var ikke lige så tætte som ved Kelor, men revskråningen rummede store skarer af sødler og kejsarfisk. Ved middagstid var vi tilbage ombord og trak våddragterne af for sidste gang. Rafida nåede kajen i Labuan Bajo lige efter klokken 13. At træde i land føltes underligt – min balance søgte stadig den blide rulnen fra søen.