Alfathran

Første gang jeg så Alfathran, lå den fortøjet ved kajen i Labuan Bajo lige før solnedgang. Solen var sunket bag de tørre bakker, og det sidste lys ramte teakrelingerne, så træet glødede i honningfarver. Der var ingen stor scene – kun to besætningsmedlemmer, der stille justerede tovværk med bevægelser, der var prægede af rutine og ro. Jeg gik om bord og bemærkede straks renheden: ingen sammenrullede tov, ingen redningsveste stablet op. Dækket var bredt og ubrudt, med kun et par pudestole ved forstavnen. Det føltes mindre som en båd bygget til show og mere som en, der er tiltænkt at leve på.

Den aften sejlede vi langsomt ud af havnen på motor, og kølvandet glødede svagt grønt. Da vi lagde anker ved Kelor, var himlen fuld af stjerner. Alfathran har kun én kahyt nede adskibs, og jeg var taknemmelig for stilheden. Ét soverum betyder ingen delte vægge, ingen fodtrin over hovedet. Sengen var bred, dækket med stram bomuld, og kahytvinduet – placeret præcist rigtigt – lod lyden af vand, der klasker mod skroget, slippe ind uden træk. Det private badeværelse havde rigtig vandtryk, en sjældenhed på phinisi-charter, og et afløb, der ikke gurgled hele natten.

Kl. 05:30 stod kaffen klar på øverste dæk. Vi havde omplaceringet os i mørket for at få udsigt mod Padar Island, og da daggryet brød frem, skiftede klippens tre toppe farve fra grå til rust til gylden. Ingen andre både i bugten. Efter vandringen – stejl men kort, med udsigt over den savtakkede kyst – vendte vi tilbage til Alfathran for morgenmad med stegte bananer, blødkogte æg og stærk javanesisk kaffe. Morgen solen ramte styrbord side, så de havde allerede lagt puder ud på det dæk. Jeg sad der i timer, læste og lyttede til det tilfældige plask fra en forbi svømmende riffhaj.

At snorkle ved Manta Point var anderledes, end jeg havde oplevet det på større både. Med kun to gæster kunne guiden holde sig tæt og pege på rengøringsstationerne under strømmen. En manta svømmede tre gange rundt om os, og vinge spidsen strejfede inden for én meters afstand. Tilbage om bord blev frokosten serveret under et linnedstag – grillstegt mahi-mahi med agurkesalat i eddike og kokosris. Bordet var dækket ordentligt, med rigtig bestik og glas, der ikke væltede ved svag bølgegang.

Sidste morgen nåede vi Taka Makassar kl. 07:00. Sandbanken var allerede synlig, et tyndt strejf af hvidt i turkis. Vi vadede over ved lavvande og flød derefter på ryggen, mens himlen lysnede. Ingen droner summede over os. Ingen hurtige både skar horisonten. Kun summen fra Alfathrans generator, knap hørlig fra 50 meter væk. Da det var tid til at gå, foldede de linnedet sammen, skyllede snorklerne og stowede alting uden hast. Man føler sig ikke som en passager om bord på Alfathran. Man føler sig som nogen, der er blevet indviet i en stille rutine, gentaget år efter år.