Jofiel

Det første lys rørte endnu ikke Padraridsens kam, da ankerkæden løsrev sig. Jeg stod barfodet på Jofiel’s teakdæk, damp steg fra en keramikmug, og så besætningen manøvrere den to-mastede jerntræsphinisi ind i kanalen mellem Komodo og Rinca. Der var ingen stress, ingen motorbrøl – kun et diskret klink fra taklingen og en lav mumlen, mens sømænd justerede tovværk. Klokken 6:15 sejlede vi forbi Bidadariøen, hvor terner cirklede over grundvandet. Det øjeblik, stille og præcist, satte tonen: Jofiel bevæger sig med havets rytme, ikke imod den.

Skibet er 20 meter af håndlægget jerntræ, en traditionel phinisi-bygget skonnert med rene linjer og lav profil, der tegner et skarpt silhuet ved solnedgang. Den ene kahyt ligger midtskibs – ikke stor, men intelligent planlagt. Teakvægge løber fra gulv til loft, med skjult belysning og ventilationsriste, der holder luften i bevægelse uden at drukne lyden af bølger. Det en-suite badeværelse har en rigtig bruser med varmt vand og et tryk, man sjældent finder på skibe af denne størrelse. Det, der slog mig, var ikke luksus for visningens skyld, men gennemtænkt funktionalitet: badedragskroge i voksenhøjde, en læselampe med perfekt vinkel og et lille skær i skotvæggen til briller eller solcreme.

Vores tre-dages rute fulgte den klassiske bue gennem Komodos bedste steder – men med plads til at blive hængende. Efter vandreturen op til Padar’s panoramiske udsigt ankom vi ved middagstid til Pink Beach. Besætningen havde allerede serveret frokost – grillet fisk med sambal matah og papayasalat – under skyggeseglet på øverste dæk. Klokken 14 var vi i vandet ved Manta Point’s rensningsstation, mærker på hovedet, og så skygger glide under overfladen. En ung manta cirklede tæt på, nysgerrig, før den forsvandt i det dybe blå. Ved solnedgang lagde vi til ved Kalong Island, hvor tusindvis af frugtflagmuse steg fra mangrovesumpene i en langsom, svirvlende sky. Besætningen timede det perfekt: motorer slukket, sejl halvt rullet, og lod strømmen bære os mod Sebayur, mens himlen brændte orange.

Jofiel har hverken dykkerkompressor eller masseur om bord – og det er helt i orden. Det, den tilbyder, er autenticitet med komfort. Køkkenet serverer kaffe ved daggry, ikke kun når man beder om det. Besætningen forudser behov – et håndklæde rakt frem, inden man er kravlet op af vandet, et ekstra snorkel stillet stille i hænderne på en gæst, der kæmper med remmen. Sidste morgen lå vi for anker ved Kanawa, hvor sandbanken bryder frem som en båndstrimmel ved lavvande. Jeg svømmede barfodet gennem det varme grundvand og drev så på ryggen, og så Jofiel’s mast svaje let med bølgerne. Der var ingen musik, ingen motor – kun suset fra øenvinden og en enkelt opkald fra dæksmanden, der tjekkede ind.