Maheswari

Første aften sagde alt. Da vi sejlede ind i Kelors halvmånebugt lige før 18:00, brændte himlen i aprikos bag øens rygrad. Jeg stod på Maheswari’s friluftssofalounge på taget, barfodet, med en kølig Bintang i hånden, og så, hvordan besætningen i tavshed satte anker – uden ord. Ingen stress, ingen råben – bare perfekt timing. Båden lå stille, 30 meter teak og jerntræ, lang nok til at føles solid, men behændig nok til at glide mellem øerne som en lokal kora-kora.

Maheswari har plads til 20 gæster fordelt på 8 kabiner, men på vores 3D2N tur med fælleskabine sejlede vi med 14. Min kahyt, en af to dobbeltkabiner på nedre dæk, havde massiv teak-indretning, en rigtig læselampe på væggen og et ventilationsgitter, der faktisk skabte træk – ingen grund til at tænde ventilatoren, medmindre solen stod højt. Det private badeværelse var kompakt, men tørt, med saltresistente fliser og en bruser, der gav rigtig vandtryk, hvilket er sjældent på både af denne størrelse. Jeg lagde mærke til, at håndklæderne var af bomuld, ikke fleece, og de forblev tørre hele turen.

Kl. 05:30 anden dag sejlede vi mod mørke mod Padar, med dæmpede motorer. Vandringen op til udsigtspladsen foregik med hovedlamper, og så pludselig i det første lyse solnedgangslys, der skyllede over de skarpe bugter. Efter morgenmad om bord – bananpannekager, stærk kaffe og frisk papaya – kørte vi videre til Komodo Island. En guide førte os gennem sletterne og holdt øje med drager. Vi så tre, en hvilede ved en vandhule, mens tungen flakkede i luften. Varmen var tyk ved 10:00, men vinden tog til, da vi nærmede os Pink Beach, hvor sandet lyste koralrødt under fødderne.

Frokosten blev serveret i det fri på øverste dæk: grillfisk med sambal matah, agurkesalat og ung kokosvand drukket lige fra skallen. Klokken 14:00 var vi i vandet ved Manta Point, og inden for få minutter svejpede en ung manta under mig, vingerne bølgede som silke. Besætningen havde planlagt det perfekt – svag strøm, god sigthøjde. Den aften ankrede vi ved Kalong, en lille ø tæt befolket med frugtflag. Da solen gik ned, fløj tusindvis ud fra mangroveskoven i spiraler, på vej vestpå for at søge føde. Ingen kommentarer, ingen musik – kun det naturlige show.

På den sidste dag stoppede vi ved Taka Makassar, en sandbank, der dukker op ved lavvande. Vi vadede ud, lo og tog billeder i knædybt vand. Så videre til Kanawa, hvor revet falder jævnt. Jeg drev over klovnefisk i anemoner, mens en hawkbill-skildpadde gled forbi som en urværk. Klokken 13:00 var vi tilbage om bord, kufferterne pakket. Turen tilbage til Labuan Bajo tog to timer – lige nok tid til at skylle af, tage en sidste kop kaffe og se Komodo forsvinde i tågen.