Blackbeard

Første morgen på Blackbeard begyndte med gyldent lys, der bredte sig over teakdækket. Jeg var stået op tidligt, svøbt i et tyndt tæppe mod den friske morgenluft, og sad foran på dækket, mens besætningen stille justerede tovværket. Vi havde lagt til for natten ved Kelor, og fra den stille position så jeg revhajer glide gennem det grunde vand nedenunder. En cirklede tilbage, dens mørke fin skar overfladen som et urværk. Klokken 7.30 lokkede lugten af stegte løg og kaffe alle til spisepladsen, hvor morgenmaden allerede stod fremtonet på bananblade – røræg, lokale bananer og toast med hjemmelavet jakfrugtmarmelade.

Den første fulde dag brugte vi på at skifte mellem fire lokaliteter. Padar mødte os ved solopgang, og det rosa sand lyste i det lave sollys, mens vi vandrede op ad den østlige kam med vores guide, Wayan. Han pegede på frigatefugle, der boede i klipperne, og stoppede os lige efter toppen for at forklare, hvordan øens karakteristiske trebug formede sig efter et gammelt vulkansk sammenbrud. Efter nedstigningen svømte vi ved Pink Beach, hvor korallerne blot ti meter ude viste sunde bestande af hjortekoraller og en enkelt hawkbill-skildpadde, der drev mellem dem. Senere, ved Manta Point, flød jeg ansigt nedad i næsten en halv time, mens to mantarokker cirklede omkring rensningsstationen, munden åben og gælleåndingerne pulserende.

Selve båden var kompakt, men aldrig trængt. Med kun ét privatkabine var det tydeligt, at konceptet var tiltænkt par eller solorejsende, der ønskede ro. Mit værelse havde et rigtigt queensize-seng – ikke to enkeltsenge skubbet sammen – med teakramme og en læselampe, der gik fra med et tilfredsstillende klik. Det private badeværelse var dækket med rigtige fliser, ikke laminat, og havde konstant varmt vand, selv efter et midt-på-dagen snorkelstop. Opbevaringspladsen var begrænset, men besætningen tilbød at hænge våd udstyr i et tørrum under dæk, hvor en lille ventilator holdt luften tør og frisk.

Tredje dag tog os til Taka Makassar, en sandbank, der dukker op ved lavvande. Vi ankom klokken 9.15 og havde næsten hele stedet for os selv – kun vores gruppe og en enkelt rangerskib. Vi vadede ud, tog billeder og snorkelede langs ydersiden, hvor strømmen løftede skarer af anthias og en enlig kejserfisk med et revnet finne. Dernæst kom Kanawa, med sin grunde vulkanske sandbank og dybere afgrunde, hvor blåplettede hajrokker gemte sig under siltet. Jeg så én skubbe sig væk, da jeg kom for tæt på, vingerne flaksende som et skræmt dyr. Vi vendte tilbage til Labuan Bajo lidt efter klokken 14, motoren dæmpede, mens vi passerede fiskerbådene ved havnen.

Det, der blev hængende, var ikke kun dyrelivet eller udsigterne, men dagsrhythmen. Måltider kom til rette tid – frokost var nasi campur med grillstegt skipjack og sambal matah, altid serveret før den værste varme ramte. Besætningen svævede ikke omkring; de forudfølte behov. Vandflasker blev fyldt op uden, at man behøvede at bede. Snorkeludstyr lå klar 15 minutter før hvert stop. Og om aftenen satte de en line mellem masterne med små lyssnor, bare nok lys til at læse ved, uden at lokke myg. Det var ikke glamorøst, men det føltes ægte – som om de havde gjort det hundrede gange og vidste, hvad der virkelig betød.