About Pesona Bajo
Første morgen vågnede jeg af duften af grillede makrel og diesel fra køkkenet nedeunder. Det var ikke luksus, men det var ægte — besætningen var allerede i gang med at udskære fisk til morgenmad, dækket stadig vådt fra nattens saltvandsbølger. Vi var ankommet sent om aftenen til Kelor og lå i fortøjet i en mørk stilhed, hvor kun forlygten skar gennem vandet. Jeg gik barfodet ud, træet var stadig varmt fra solens stråler, og så silhuetten af Komodo Island i det fjerne — som et kradset folieark mod natten.
Pesona Bajo er en 23 meter lang phinisi, bygget til funktion, ikke til Instagram. Vi var 14 gæster på en 3D2N tur med fælleskabine, fordelt på seks trækabiner med fælles badeværelser i gangen. Min kahyt havde et porthul, der ikke kunne åbnes, to sengesenge med tynde madrasser og aircondition, der summede som en løs skrue — men holdt sveden væk. Der var ingen minibar, ingen kasse, men personalet lod aldrig døren stå ulåst under rengøring. På øverste dæk lå der lange puder under et lærredstag — ikke klimatiseret, men skyggefuldt nok til at sove sig igennem den varme middag, mens vi sejlede mellem øerne.
Anden dag startede ved Padar før daggry. Vi gik op ad den nordlige sti i mørket, hovedlamperne dansende foran, og nåede ridgen lige da solen brød horisonten — først rosa, så gylden over bugtens skarpe udhæng. Midt på formiddagen var vi på Komodo Island sammen med rangers, tørvejr og støv, der sad fast om anklerne. Dragerne var ligeglade. De gik gabe, skrabede sig og kravlede væk i kratet, som om de havde set det hele før. Senere, ved Pink Beach, er sandet virkelig gennemtrukket koral — ikke neon, men tydeligt, når lyset rammer rigtigt. Vi svømmede i, snorklerne skar overfladen, og flød over papegøjefisk og hjernekoraller, mens Pesona Bajo ventede 200 meter ude.
Manta Point var højdepunktet. Ikke fordi vi så ti mantar — vi så to — men fordi de kom tæt på. Én cirklede under mig i tre fulde minutter, munden åben, gællepladerne pulserende. Strømmen trak mig lidt af kursen, og et øjeblik drømte jeg med, hjertet hamrede. Tilbage på dækket rakte besætningen varme handklæder og sød te. Aftenen efter lå vi fortøjet ved Kalong Island. Tusindvis af frugtflag hungrede ud fra mangroverne ved solnedgang, et svirvlende sort tæppe mod den orange himmel. Ingen droner, ingen musik — kun vandets klask mod skroget og et tilfældigt råb fra en anden båd.
Den sidste fulde dag var Taka Makassar, en sandbank, der dukker op ved lavvande som en mirage. Vi vadede 100 meter fra båden, telefoner i tørreposer, lo af, mens strømmen trak i vore ben. Så Kanawa, hvor revet falder brat, og vandet bliver indigo. Der så jeg en skildpadde, lille, der susede mellem korallerne. Dykkerguiden pegede, men jagtede ikke. Rytmen i turen var lagt — tidlige start, lange sejlture, enkle måltider med stegt ris og agurkesalat. Om eftermiddagen var vi tilbage i Labuan Bajo og pakker ud under et lækende tag på kajen.
