About Osiana Alo
Vi holder storsejlet netop nok lettet ud for Komodo Islands sydlige ryg, så rulningen forbliver mild gennem eftermiddagsdønningen. Ved 23,3 meter klarer Osiana Alo presset i Linta-strædet rent, men vi kæmper ikke mod strømmen – i stedet ankrer vi tidligt i Sebayurs læ, hvor vandet flader ud og korallen begynder blot fem meter fra hækken. Det er her vi sender dinghyen ud med finner og masker, mens kabyssen fyrer op under den første portion krydrede tuna-satay. Denne båd er bygget til disse kanaler – lang nok til at bære forsyninger til tre-dages ture, kort nok til at putte sig ind i smalle bugter som Kanawa, når monsunvinden tager til.
Hendes to kabiner har plads til fire gæster, hvilket betyder, at vi kører tætte, stille ture – intet rod på dækket, ingen kø til badeværelset. Hver kabine har en fast dobbeltseng, åbningsmonterede koøjer, der fanger aftenbrisen fra Savu-havet, og individuelt styrede ventilatorindstillinger. Efter mørkets frembrud ankrer vi i den brede bugt nær Padar Island, hvor stilheden kun brydes af den lejlighedsvise plasken fra en revhaj, der jager langs kanten. Øverste dæk forbliver oplyst med lavgule lamper, netop nok til at se dit glas, men ikke til at ødelægge natsynet. Gæster, der bliver oppe, hører mandskabet skifte liner i mørket og sikre, at stævnen vender mod tidevandsskiftet klokken 02:00.
Klokken 05:30 er nogen allerede på solbadedækket med kaffe. Padars østlige ryg fanger første lys, og vi sætter tenderen i vandet tidligt, så gæster kan bestige serpentinerne før dagvarmen lægger sig. Stien starter lige forbi rangerstationen – tør, stenet, med pletter af gulblomstrede buske, der klamrer sig til skråningen. Fra toppen deler udsigten sig mellem den takkede nordlige kyst og det rolige turkis ved Taka Makassar. Vi timer nedstigningen, så Osiana Alo har kølet vandet til svømning, og frisk kokosnød er klar på udendørsdækket.
Eftermiddagen driver mod Manta Point, hvor vi fortøjer på bøjen, lige som tidevandet vender. Mantaerne rider strømmen langs det lave rev, og vi har lært, hvilken time – som regel mellem 14:30 og 16:00 – der bringer dem tættest på overfladen. Mandskabet ved, hvor svømmeplatformen skal placeres, så gæster ikke kæmper mod bølgeslaget. Snorklere holder sig i par; det insisterer vi på. Tager vinden til, omlægger vi til Pink Beach, hvor det vulkanske sand gløder korallyserødt under den sene sol, og den lave bugt forbliver rolig nok til begyndere.
På den sidste morgen presser vi til Kanawa Island lige efter morgenmad. Sandbanken dukker op ved lavvande, og husrevet her er tykt med blå søstjerner og kæmpemuslinger. Vi ankrer på nordsiden, beskyttet mod sydvesten, og sænker stigen i vand så klart, at man kan læse etiketten på en sodavandsflaske på to meters dybde. Klokken 11:00 serverer kabyssen grillet fisk med sambal matah, og vi begynder hjemrejsen til Labuan Bajo – 28 sømil, planlagt til at ankomme før lufthavnsshuttlerne kører for sidste flyvninger.
