Malaillo

Første gang jeg satte fod på dækket lige efter daggry, var det duften af teak og salt, der slog mig. Solen var endnu ikke steget op over Padar, men himlen var allerede farvet i korallerød, og besætningen rakte stille varm ingefærte i keramikbægre. Vi var om bord på Malaillo, en 45 meter lang phinisi med kun to kabiner, og allerede nu føltes det, som om hele Komodo var vores eget. I modsætning til de større både, der er fulde af snorkeldykkere, havde vores lille gruppe på seks personer plads til at sprede sig – enten på soldekket, i den indendørs lounge med de polerede træborde, eller i den skyggefulde bagende, hvor køkkenpersonalet allerede forberedte frisk papaya og banan til morgenmaden.

Den første formiddag brugte vi på at vandre op ad Padar ved solopgang, hvor de pink, hvide og sorte strande strakte sig under os fra ridgen. Ved middagstid lå vi for anker ved Komodo Island, hvor rangers førte os på en tur forbi Komodo-dragoner gennem det tørre savannelandskab. En ung Komodo-dragon kravlede lige 10 meter foran os, sin tungen lynende gennem luften. Efter frokost ombord – stegt mahi-mahi med sambal og dampet ris – snorklede vi ved Pink Beach, hvor korallernes sand glødede rosa i eftermiddagssolen. Vandet var stille, og jeg blev i næsten en time, mens jeg så på parakithanner, der græssede, og clowner, der fløjtede mellem anemoner.

Anden dag startede ved Manta Point. Jeg havde set mantaray før, men aldrig sådan her – tre af dem, hver mindst fire meter på tværs, cirklede rensestationen lige under overfladen. Jeg hang ubevægelig i strømmen, hjertet hamrende, da én gled forbi lige uden for rækkevidde, dens gælleplader pulserende. Senere, da vi nærmede os Kalong Island, mørknet himlen af tusindvis af frugtflag, der strømmede ud fra mangrovesumpene. Vi stod for i båden med kolde Bintangs i hånden, lyden af deres vingeslag som et lavt brum over vandet. Om aftenen satte besætningen højttalere op på soldekket. Vi syngede forfærdelige versioner af 90’ernes pop i karaoke-rummet, og flyttede så ud at stå stjerneklart. Intet lysforurenet himmelrum – kun Mælkevejen, der buede sig over sejlene.

På vores sidste morgen lå vi for anker ved Taka Makassar, en sandbank, der ved lavvande dukker op som en mirage midt ude i intetheden. Vi vadede ud og flød på ryggen, lo da strømmen langsomt trak os rundt i cirkler. Herfra sejlede vi til Kanawa, hvor revet falder stejlt, og vandet skifter fra turkis til dybblåt. Jeg så en skildpadde komme op til overfladen lige uden for ankerlinjen. Tilbage ombord serverede kaptajnen hjemmelavet kokoskage med kaffe. Vi lagde til i Labuan Bajo klokken 15, langt før de aftenfærger ankom. Malaillo føltes ikke som en turistbåd – det føltes som at låne en venligsindet rigmands perfekt udstyrede phinisi til en privat ø-hopping tur.