Manta Mae

Det første, jeg bemærkede, var ikke den polerede teak eller den stille generator — det var måden, besætningen bevægede sig på. Klokken 05:45 ingen stemmer, kun fodtrin langs styrbordsdækket, mens de lagde afkølede håndklæder og termokander med kaffe frem. Padar Island ragede op i halvlyset, dens stribede skråninger stadig i skygge, og skipperen havde allerede placeret Manta Mae i en naturlig bugt ud for Karatang Beach, hvor strømmen løber rent, og snorkelfolk flyder uden besvær. Dette var ikke koreograferet teater. Det var rytme.

Ved middagstid havde vi vandret blandt Komodo-drager ved Rinca, ikke den mere overfyldte Komodo Island. En ungdragende kravlede over stien blot meter fra vores guides træstav, tungen flakkende. Tilbage om bord serverede kabyssen afkølet papaya og lime med ingefærsirup — simpelt, skarpt, uden pynt. Frokosten var seared bonit med sambal matah på det skyggefulde øvre dæk, spist mens vi drev nær Pink Beach. Sandet er ikke ensartet lyserødt, egentlig ikke — det er korallbrudstykker koncentreret i driv, mest levende ved lavvande nær den vestlige ende. Båden ankrede langt nok ude, så kølvandet aldrig nåede kysten.

Manta Point kom sent om formiddagen på dag to. Dykmasteren råbte ikke. Han pegede. To Manta-rokker cirklede rensestationen ved Batu Bolong og glidede under pinaklerne, hvor strømmen hvirvler. Jeg blev i 38 minutter, indtil mine fingre var krympede, og overfladeholdet bankede to gange på skroget — tid til at rotere. Manta Mae bruger en flydende line med nummererede mærker, så gæster ikke driver væk. Ingen tabt. Tilbage på dækket, en skyllebrusebad med ferskvand opvarmet af solpaneler, ikke gas.

Natten faldt over Kalong Island. Himlen blev indigo, lige som flyvende hunde begyndte — først et par, så en hvirvlende søjle der rejste sig fra mangroverne. Middagen blev serveret på hoveddækket, ingen duge, blot lav belysning og grillet mahi-mahi med tamarindglasur. Båden havde allerede bevæget sig, mens vi snorklede, og blev stille omplaceret til Taka Makassar ved daggry. Den strækning af vand, fladt som glas ved første lys, er hvor jeg så min første dugong — en mørk form, der græssede sjøgræs, måske ti meter fra skroget.

Kanawa afrundede det. Ikke for korallerne — plettet, genoprettende fra blegning — men for skråningen i den nordlige ende, hvor blåplettet pilrokker gemmer sig under afsatser. Besætningen havde forberedt en sidste opdækning: kokospandekager, stærk kaffe og afkølede håndklæder igen. Vi lagde til kaj i Labuan Bajo kl. 14:30, timed til at undgå havnens travlhed. Ingen bad om drikkepenge. En af stewardesserne rakte mig en tørret muslingeskal fra Kelor — intet logo, kun en glat turban-skal, bleget hvid. Den blev hos mig.