TJI 01

Solens første stråler var endnu ikke over horisonten, men dækket var allerede varmt under fødderne, da vi sejlede ud af havnen i Sorong lige efter 06:30. Kaptajnen slukkede for motoren et øjeblik ved bugtens yderkant og lod stilheden sætte sig – et par frigatefugle cirklede over de tågedækkede mangroveskove på Kri Island, knap et kilometer fra styrbord. Det øjeblik – stille, i forventning – definerede TJI 01’s rytme: hurtig, når det kræves, stille, når det betyder noget. Dette er ikke en båd bygget til at ligge og døse eftermiddage bort; den er konstrueret til at dække afstande mellem Raja Ampats spredte atoller uden at ofre komfort.

Vi nåede Arborek Jetty klokken 08:15, snoede os mellem korallformationer, som kun en erfaren lokal pilot ville turde. TJI 01’s lavtliggende konstruktion og præcise manøvrering gjorde det muligt at klemme os ind i trange kanaler nær Pianemo’s lagune uden at svinge i bred bue. Besætningen havde allerede sat gummibåden i vandet, inden vi nåede at åbne vores døre, og havde sat en skyggeplads op ved bagdækket til snorkling. Senere, da vi stoppede ved Mike’s Point på Gam Islands nordvestside, ramte besætningen ankomsttidspunktet perfekt med tidevandskiftet – strømmen førte wobbegong-hajer og blåringede blæksprutter frem lige under revet.

Indretningen er enkel, men gennemtænkt: to private kabiner under dæk, hver med to sengesenge, der ikke knager, selv når båden læner sig lidt i bølgerne. Der er ingen spildt plads – ventilationsskakterne er placeret til at fange luftstrømmen fra fremdriften, så selv i middagsheden, mens vi lå til anker, var der en behagelig brise. Jeg lagde mærke til, at puderne på øverste dæk var en anelse tykkere end normalt for en båd af denne størrelse, og håndtagene langs siderne er svejst stål, ikke plastik. Små detaljer, men de gjorde det sikkert at stå foran ved overfarten fra Wayag til Kabrey, ikke usikkert.

Vores længste etape mellem stop var lidt under to timer – fra Cape Kri til Dampier Strait – og alligevel var sejladsen glat takket være bådens dyb-V-formede skrog. Besætningen serverede frisk ananas og kolde handklæder undervejs, ikke fra en galley, men fra en kompakt forberedelsesstation ved styret med isolerede beholdere og en ferskvandsdus. Frokosten var stegt mahi-mahi med sambal matah, serveret på melamin, men stadig varm, mens vi lå til anker ved Yenbuba’s kridtformede buer. Ingen formel servering, men alt kom, som lovet, og ingen gik sultne.

Dette er en dagsbåd, der tænker som et ekspeditionsfartøj. Der er intet underholdningssystem, ingen aircondition i kabinerne – man er her for vandet, ikke faciliteterne. Men hvad den mangler i luksus, gør den op for med præcision: dykudstyr opbevares tørt og adskilt, skylletanke er klar ved retur, og besætningen ved, hvilken side af båden der får skygge om eftermiddagen ved hvert enkelt sted. Vi vendte tilbage til Sorong lige før 18:00, himlen farvet gylden over færgelejet – en fuld runde gennem Raja Ampats hjerte, gennemført i én sammenhængende dag.