About Mermaid I
Første morgenlys på dækket – gyldent, stille, kun træets knirk og fuglenes fjerne kvitter over Wayag. Luften tyk af salt og noget grønt, som mos på sten efter regn. Vi havde lagt til for natten, og jeg gik barfodet ud på det varme teak, et tyndt tæppe om skuldrene. Båden føltes solid under mig, 28 meter træ, der havde fortjent sin plads her. Der var kun få af os, ingen menneskemængder, bare en lille gruppe dykkere og svømmere, der var kommet for Raja Ampats koralkerne.
Mermaid I skriger ikke luksus, men lever den stille. Vores kabine var én af otte – simple træoverflader, rigtig seng med stram vikling og privat bad med varmt vand, der faktisk virkede. Ingen aircondition, men brisen fra Arafurahavet sivede igennem porthullerne hele natten. Vi brugte dage på at hoppe mellem øgrupper: Cape Kri ved daggry, hvor revet faldt ud i blåt og fusilirer stod stablet som sølvtråd; så Arborek Jetty, hvor jeg svømmede over klovnefisk-anemoner og et dværg-søhest klamrede sig til koraller ikke større end min tommelfinger.
En eftermiddag lå vi for anker ved Piaynemo. Føreren pegede op – 'I kan vandre til udsigtsstedet, eller blive og svømme med wobbegongs under båden.' Vi valgte vandet. Jeg svævede ved stigen og så en brun wobbegong ånde langsomt under skroget, mund åbne og lukke som en blæsebælg. Senere besteg vi stentrappen til kalkstenskammen. Fra toppen lignede lagunen et net af turkis bassiner syet mellem mosdækket kalksten. Klokken var 15, solen høj, og skyggerne af øer viftede ud under os som viftekoraller.
Tilbage om bord fyldte køkkenet af lugten af hvidløgsrejer og dampet ris. Måltiderne serveres fælles på øverste dæk – grillstegt revfisk, papayasalat, frisk ananas. Besætningen, alle indonesere, bevægede sig let mellem køkken, dykkerplatform og styrehus. En af dem, Pak Ade, havde sejlet disse ruter i 14 år. Han viste os, hvordan man skelner mellem krokodillefisk og løvefisk på pectoral-finernes form. Krokodiller så vi ikke, men vi passerede en langbåd nær Sawinggrai, hvor en familie vinkede fra deres stråtag på stolper.
Vores sidste fulde dag var i Dampier Strait. Vi dykkede ved Mioskon, et skråt rev, hvor parrotfisk med bølgeformet hoved svømmede i skarer på tyve. Strømmen tog til midt i dykket, og vi drev forbi kæmpetømmermænd og væggærder af gorgonier. Ved opstigning stod båden allerede klar, besætning lænede sig ud med finner og handklæder. Den aften, forankret i en spejlklat bugt nær Kri, sad vi på dækket med kaffe og kiggede op på Mælkevejen. Ingen bylys, ingen brummen – kun stjerner og det enkelte plask af et springende blæksprutte.
Vi lagde til i Sorong tidligt på dag tre. Ikke med fanfarer, bare en langsom tilgang til kajen mens måger cirklede ovenpå. Jeg gik i land og følte mig lettere, solrevnet på skuldrene, ører stadig fulde af vand. Raja Ampat havde været alt, hvad jeg havde håbet – ikke et 'drøm', ikke et 'paradis', men rigtigt, vildt og levende. Og Mermaid I, med sine otte kabine og stedse besætning, havde været den rigtige båd til at bære os gennem det.
